Lollandsk værktøjs-leverandør opkøbt

KS Værktøj med direktør Bjarne Hansen i spidsen er blevet opkøbt af KJV A/S. Arkivfoto: Flemming K. Karlsen

Industrispecialisten KJV A/S, som i forvejen har en afdeling i Nykøbing, rykker nu også ind på Lolland.

Offentliggjort Sidst opdateret

Virksomheden KS Værktøj med afdelinger i Maribo og Rødbyhavn, som er totalleverandør af blandt andet værktøj, maskiner, olie og gas, sikkerhedsudstyr og erhvervsbeklædning, er blevet solgt.

Køberen er industrispecialisten KJV A/S, der er en del af Ahlsell-gruppen og i forvejen har en lokal afdeling i Nykøbing.

- KS Værktøj har oplevet flot vækst som leverandør af alt lige fra værktøj til tekniske artikler og industrigasser til det enorme anlægsprojekt og er generelt kendt for at yde et højt serviceniveau til industrien.

- Der er god synergi mellem vores virksomheder, og vi ser frem til sammen med KS Værktøj at komme endnu tættere på både eksisterende og nye kunder på Lolland-Falster, siger den ene af KJV A/S' direktører Henrik Løftgaard i en pressemeddelelse.

KS Værktøjs direktør Bjarne Hansen påpeger, at opkøbet er til fordel for KS Værktøjs kunder.

- Med KJV får vi adgang til et væsentligt større produktsortiment samt en topmoderne B2B-webshob. Det kommer vores kunder til gode og vil styrke vores position som leverandør af værktøj og tekniske artikler på Lolland-Falster, siger Bjarne Hansen i pressemeddelelsen.

Opkøbet får ikke konsekvenser for KS Værktøjs 15 medarbejdere. De fortsætter i det nye setup hos KJV A/S.

KJV A/S er ifølge pressemeddelelsen en af landets største leverandører af værktøj, transmissioner, maskiner og tekniske artikler til mere end 6.500 kunder, særligt i jern- og maskinindustrien.