Lukker fabrik på Falster: Denne dag triller de sidste ærter af båndet

Ardo lukker produktionen af ærter 30. september. Ardos fabrik er produktionsfaciliteterne længst til venstre på billedet lige inden selve havneområdet. Arkivfoto: Anders Knudsen

Ærteproduktionen i Orehoved synger på sidste vers.

Offentliggjort Sidst opdateret

OREHOVED: Der er nu sat en endelig slutdato for, hvornår ærteproducenten Ardo A/S forlader fabrikken på Havnegade i Orehoved.

- Vi lukker ned 30. september, fortæller Annemette Thomsen, sekretær hos Ardo A/S.

Der er altså stadig gang i pakkeriet af ærter lidt endnu.

Ardo A/S meddelte sidste år, at produktionen i Orehoved ville blive lukket forventeligt i september i år, da fabrikken er nedslidt, og at det vil koste 100 millioner kroner at renovere ærtelinjen i Orehoved.

”Med en kort sæson på seks-otte uger anses en sådan investering ikke som rentabel”, fremgik det af en ledelsesberetning.

Vi gør alt, hvad vi kan for at hjælpe vores medarbejdere videre.

Annemette Thomsen, sekretær hos Ardo A/S

Dermed blev de 54 medarbejdere, som på daværende tidspunkt havde deres daglige gang på fabrikken, opsagt. I mellemtiden har flere medarbejdere fundet andet arbejde, så der i dag er 34 aktive medarbejdere på fabrikken.

- Vi gør alt, hvad vi kan for at hjælpe vores medarbejdere videre. Det gør vi blandt andet med et outplacement-program til hver enkelt medarbejder, så de bliver bedst muligt klædt på til at komme videre, fortæller Annemette Thomsen.

Ardo

  • Ardo A/S producerer og markedsfører en bred vifte af dybfrosne grøntsager, frugt, bær og grøntsagsbaserede retter, blandt andet under Frigodan-mærket.
  • Ardo har, indtil fabrikken i Orehoved er lukket, 20 fabrikker i flere europæiske lande, blandt andet i England, Holland, Frankrig, Portugal, Spanien, Belgien og Østrig. Hertil kommer yderligere 25 salgsselskaber.
  • Ardo-gruppen er stiftet og ejet af den belgiske Haspeslagh-familie.

Trofaste ansatte

Fabrikken har flere medarbejdere med høj anciennitet.

- Der er medarbejdere, som startede samtidig med, at fabrikken åbnede i 1987, så det er mangeårige, trofaste medarbejdere, vi har, fortæller Annemette Thomsen.

Flere af de tilbageværende medarbejdere har fået nyt job.

- Men hvor mange kan jeg ikke sige, siger Annemette Thomsen.

Den samlede medarbejderstab hos Ardo A/S skal reduceres med 82 medarbejdere. De resterende skal findes i Nyborg, hvor Ardo A/S har administrations- og lagerfaciliteter.

Fremover vil Ardo A/S hovedsageligt fokusere på salgsaktiviteter i Danmark.