Stor interesse for tidligere Intersport-butik

Der er lys i lokalerne i den tidligere Intersport i Nykøbing i denne uge. Det skyldes dog, at Vores Nykøbing låner lokalerne til vinterferie-aktiviteter for børn. Men der er også konkret interesse for at leje sig ind, fortæller formanden for den invenstorgruppe, der ejer ejendommen. Foto: Jakob Poulsen

Et af de mere prominente butikslejemål i Nykøbing er måske på vej imod at blive lejet ud igen inden så længe.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: I flere måneder har den tidligere Intersport-butik på hjørnet af Lilletorv og Østergågade i Nykøbing stået tom og ubrugt hen.

Men bag kulisserne arbejdes der ihærdigt på at få nye lejere ind. Det fortæller Klaus Buhl, der er formand for den investorgruppe, der ejer ejendommen.

- Der er rigtig stor interesse. Vi forhandler med nogle store nogen, og jeg forventer, at vi har en løsning inden sommerferien. Der er to meget seriøse bejlere, som er meget interesserede. Men alt er stadig i spil, fortæller han.

Lejemålet, hvor Fona lå, før Intersport rykkede ind, rummer kvadratmeter både i stuen og på første sal, og udlejerne vil helst have, at det er én lejer, der rykker ind, så man ikke skal dele lokalerne op, og det er også den løsning, de to føromtalte bejlere er interesserede i, fortæller Klaus Buhl.

Selvom lokalerne altså har stået tomme i nogle måneder, så er det ifølge Klaus Buhl ikke noget, der har givet ejerne søvnløse nætter.

- Vi har været ved rimeligt godt mod helt fra starten, og det er vi stadig, siger han.

Hvornår der er en endelig afklaring, er det dog for tidligt at sige.

I denne uge er der også liv i lokalerne, men det skyldes, at Vores Nykøbing har lånt dem til forskellige vinterferie-aktiviteter for børn.