Rederiet Torm lider under lave rater for olietransport og fik i andet kvartal et underskud før skat på 174 millioner kroner.
Rederiet Torm måtte i årets andet kvartal notere et underskud på 174 millioner kroner. Resultatet blev negativt påvirket af lave rater på fragt af især olieprodukter. Efterspørgslen er faldet i takt med et lavere forbrug af olie end ventet. Torm fastholder, som meddelt for få dage siden, at man for hele 2009 venter et nulresultat før skat.
For første halvår som helhed fik rederiet et lille overskud på 37 millioner kroner før skat, hvilket rederiet betegner som dårligere end ventet.
Selskabet fremhæver, at et program for effektivisering har haft positiv effekt i det seneste kvartal, hvor skibenes driftsomkostninger er faldet med ca. 10 procent i forhold til året før. Selskabet venter, at effektiviseringerne vil give store besparelser fra 2010.
- Resultatet for første halvår afspejler, at fragtraterne for produkttankskibe har været historisk lave, drevet af et større fald i det globale olieforbrug end ventet. Vores strategiske fokus på produkttankmarkedet er uændret, og selvom antallet af nybygninger på kort sigt er en udfordring, ser vi fortsat positivt på fremtiden for produkttankmarkedet, siger Mikael Skov, der er administrerende direktør i Torm.
/ritzau/