Troels Jørgensen begæret konkurs
Mia Jørgensen måtte tirsdag aften begære Troels Jørgensen A/S konkurs. Arkivfoto: Jan Knudsen
Jan Knudsen
Det store lollandske entreprenørfirma Troels Jørgensen A/S fra Kettinge er begæret konkurs. Store byggeprojekter ligger stille.
Troels Jørgensen A/S i Kettinge er begæret konkurs, skriver Femernbusiness.com.
- Det er rigtig kedeligt. Det har været hele mit liv, og jeg har kæmpet med det i en række år, men vi havde ligesom udtøm alle muligheder, så vi har indgivet konkursbegæring i aftes.
Sådan siger Mia Jørgensen, der er direktør for entreprenørfirmaet Troels Jørgensen A/S i Kettinge, til Femernbusiness.com.
Firmaet er blandt de største og mest kendte entreprenørselskaber på Lolland-Falster og har i perioder beskæftiget over 100 ansatte.
Da Femernbusiness taler med Mia Jørgensen onsdag ved middagstid, har hun endnu ikke været i skifteretten og venter også på at mødes med kurator.
- Så jeg kan ikke snakke så meget om det endnu, siger hun.
Men hun fortæller, at der på det seneste har været omkring et halvt hundrede ansatte:
- Vi har været 60 i en del tid, men er nok snarere 50 nu, for en del er hjemsendt, fordi vi ikke havde så meget at lave i begyndelsen af året.
Blandt de større igangværende byggeprojekter er et nyt museumsmagasin til Museum Lolland-Falster, sognegården i Væggerløse og renoveringen af Christianssæde Slot. De byggerier ligger nu stille, og medarbejderne er sendt hjem.
Men det skal nu undersøges, om selskabet kan rekonstrueres.
- Det håber jeg på. Det er meget tidligt, men vi må jo se, om nogen kommer på banen, siger Mia Jørgensen, der blev direktør i 2013 og i 2017 overtog hele ejerskabet.
I forbindelse med konkursbegæringen har selskabet skiftet navn til Byggeselskabet TJ af 2025 A/S.
Læs også: Troels Jørgensen konkurs – igen: Sker på næsten samme dato | folketidende.dk
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde