Vinderbutikker-direktør: - Vi kan afdække uforløste potentialer

- Alle butikker og andre erhverv i Lollands Banks markedsområde kan søge om at komme med, siger direktør om butiksprojekt,

Offentliggjort Sidst opdateret

Direktør i Vinderbutikker/Bystrategi ApS, Torsten Bo Jørgensen, forklarer her om konceptet bag virksomhedens tilbud til de lokale handlende:

- Alle butikker og andre erhverv i Lollands Banks markedsområde kan søge om at komme med. Eneste krav er, at man skal ligge i gadeplan og drive butik eller serviceerhverv. Vi har både ejendomsmæglere, frisører, restauranter og caféer med.

- Vi gennemfører et etårigt udviklingsforløb med hver enkelt, hvor vi starter med at interviewe dem for at få en dyb forståelse af deres forretningsmodel. Det bruger vi to en halv til tre timer på.

- Derefter laver vi en handlingsplan, og så har vi fire møder mere, hvor vi hjælper dem med at komme på plads med alle de ting, der står i handlingsplanen.

- Og til sidst samler vi op og ser på, hvad de har gjort, og hvilke resultater vi sammen har nået i løbet af det år, forklarer direktør Torsten Bo Jørgensen.

Får noget ud af det

Projektet er toårigt og derfor ikke færdigt endnu, men det er hans opfattelse, at flere af deltagerne allerede har haft gavn af det.

Læs også: Lokale butikker får vækstboost: - Jeg ville ikke have undværet det et sekund

-Mit indtryk er bestemt, at de har fået noget ud af det. De har også fået ting, de ikke var klar over var mulige - for eksempel nye kundegrupper eller lånomlægning, som de sparer penge på.

- Vi kommer jo med en enorm erfaring, og vi har et koncept, der gør, at vi spørger hele vejen rundt. På den måde kan vi også afdække nogle uforløste potentialer, og når de så også er i tråd med det, ejeren selv kan se sig i, så er der pludselig musik i det.

- Kombinationen af ny viden, friske øjne udefra, en stor, praktisk erfaring med at udvikle forretninger og så det, at vi kommer og støtter dem med jævnlige møder, har vist sig at være en rigtig god opskrift til at flytte noget, siger Torsten Bo Jørgensen.

Vinderbutikker/Bystrategi ApS opererer ikke kun på Lolland-Falster. Virksomheden har lignende projekter flere steder i Jylland og har også haft et projekt i Slagelse.

Ifølge Torsten Bo Jørgensen koster et forløb med Vinderbutikker 50.000 kroner, hvis man selv henvender sig, men deltager man i projektet via Lollands Bank, er prisen 15.000 kroner.

- Målet med det fra vores side er, at det skal give den enkelte deltager et løft på bundlinjen på 200.000 kroner fra år tre, fortæller han.