Arbejdet med det gigantiske Femern-byggeri mellem Tyskland og Danmark går fortsat derudad, og nu er bygherrerne nået endnu en milepæl i projektet, der forventes færdigt i 2029.
For det første tunnelelement til den kommende Femern-forbindelse er nu færdigstøbt i Rødbyhavn.
Det meddeler Femern A/S i en pressemeddelelse.
- Det er en helt særlig følelse at vide, at vi nu har støbt det første af de 79 standardtunnelelementer. Det har været en lang og kompliceret opgave at støbe en så stor betonkonstruktion, og det er nu demonstreret, at teknologi og metoder spiller fornuftigt sammen, siger Henrik Vincentsen, administrerende direktør i Femern A/S, der er bygherre på forbindelsen og en del af det statslige selskab Sund & Bælt.
Nu vil de bruge erfaringerne fra det første tunnelelement fremadrettet, så det kan bruges til de resterende elementer, der i alt skal støbes 79 af.
- At støbe ét enkelt tunnelelement er en stor bedrift i sig selv, men vi har stadig lang vej igen. Ingen andre steder i verden serie-producerer man betonelementer i denne størrelse, men det er præcis det, vi skal mestre i de kommende år. Vores mål er at gøre det exceptionelle til rutine, siger FLC’s direktør Sébastien Bliaut.
Forventningen er, at det andet tunnelelement er færdiggjort i midten af maj. Det første tunnelelement skal nedsænkes senere i 2024.
Femern-forbindelsen
- - Det første tunnelelement er nu færdigstøbt i Rødbyhavn.
- - Elementet er i alt 217 meter langt og består af 9 segmenter på hver 24 meter.
- - Der skal i alt støbes 79 elementer af denne type, mens der yderligere skal laves 10 specialelementer med ekstra plads til tekniske installationer.
- - Det færdige tunnelelement skal hærde i 3-4 uger, før næste skridt er montering af stålskotter og ballasttanke, der skal sikre elementets stabilitet under nedsænkningen.