Lokale kommuner i fremstød.
De kommende års megabyggerier i Østdanmark - med Femern Bælt-tunnelen som største enkeltprojekt - har et omfang, så det vækker opmærksomhed hos store udenlandske virksomheder.
Det er en situation, som både Lolland og Guldborgsund kommuner forsøger at udnytte ved at være med i en fælles markedsføring af motorvejsnære erhvervsarealer.
- Der er både tyske, franske, engelske og tjekkiske virksomheder, der har blikket stift rettet mod Danmark - og som vil søge et samarbejde med de lokale virksomheder, som de kan kommunikere med, siger Stig Rømer Winther med en opfordring til regionens erhvervsliv om at indstille sig på det, der ikke bare kan blive en travl - men også til dels engelsksproget fremtid.