EGEBJERG Guldborgsund Kommunes forbud mod, at rockergruppen Satudarah kunne rykke ind i en ejendom i Egebjerg, gælder ikke længere.
Planklagenævnets formand har efter en klage fra ejendommens ejer ophævet kommunens forbud fra 9. maj.
Afgørelsen, der er fra 11. juli, kan ikke ankes, og den er derfor endelig.
Dermed kan gruppen nu igen samle sig på stedet, og det sker efter en lang sommerpause nu igen, oplyses det til Folketidende.