1200 til skole-jubilæum: - Jeg tror, det er den bedste fest, vi har holdt

Der var fyldt godt op i Katedralskolens festsal til den store jubilæumsfest fredag aften. Foto: Morten Pape Nielsen

Nykøbing Katedralskole fylder 525 år i år, og det blev markeret fredag aften med en kæmpe fest for nuværende og tidligere elever og medarbejdere. Dagen derpå er rektor særdeles tilfreds.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det gik helt forrygende. Jeg tror, det er den bedste fest, vi har holdt derovre - i hvert fald i den tid, jeg kan huske.

Rektor på Nykøbing Katedralskole i Nykøbing, Morten Pape Nielsen, er mere end godt tilfreds med den kæmpe jubilæumsfest, som gymnasiet fredag aften lagde lokaler til.

Ikke færre end 1200 nuværende og tidligere elever og medarbejdere havde sagt ja tak til invitationen om at deltage i fejringen af skolens 525-års jubilæum. Faktisk er skolen muligvis endnu ældre, for man ved ikke med sikkerhed, hvornår den er grundlagt, men man ved, at den eksisterede 3. december 1498.

Så stort et jubilæum skal naturligvis fejres, og det blev det i den grad.

- Det var en glad og rørende blanding af nuværende og tidligere elever og medarbejdere. Det var som en stor familiefest, og der var flere både elever og medarbejdere, som spurgte mig, om ikke vi skal holde sådan en fest igen. Det var rørende scene på rørende scene, lyder det dagen derpå fra Morten Pape Nielsen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Jimilian er tidligere elev på Katedralskolen. Han sørgede for en forrygende stemning. Foto: Morten Pape Nielsen

Jubilæumsfejringen blev indledt klokken 17 med en reception for tidligere medarbejdere, og klokken 19 begyndte selve festen så, hvor Katedralskolens kantinemedarbejdere med lidt hjælp udefra sørgede for en to-retters menu til alle 1200 deltagere.

Klokken 21 var der så livemusik med det lokale band Burgermeisters, som består af tidligere elever på Katedralskolen. Og klokken 23.30 var det så Jimilian, der også har en fortid som elev på Katedralskolen, der indtog scenen.

- Burgermeisters gjorde det rigtig godt, og der var en helt forrygende stemning under Jimilians koncert. Han fik også nogle af lærerne til at komme op på scenen og danse, fortæller Morten Pape Nielsen og tilføjer:

- Jeg er også lidt lettet, for det var første gang, at vi prøvede at holde en fest med så mange mennesker, men det gik rigtig godt. Der tales jo meget om unge og deres forbrug af alkohol, men vi oplevede altså ikke nogen, der sejlede rundt.

Festen sluttede klokken 1, og på mandag er Katedralskolen klar til at tage hul på de næste 525 år.

Burgermeisters er også tidligere elever på Katedralskolen, og de kan altid sætte gang i en fest. Fredag aften var ingen undtagelse. Foto: Morten Pape Nielsen