Advarede efter voldsomt snefald: Vejene var spejlglatte

I Nykøbing væltede sneen også ned onsdag aften. Foto: Lars Hovgaard

Et nyt stort snevejr ramt Lolland-Falster onsdag sen eftermiddag og tidlig aften, og det gav store trafikale vanskeligheder.

Offentliggjort Sidst opdateret

En voldsom snebyge har onsdag atter ramt Falster, og det skete på det nærmest værst tænkelige tidspunkt midt i eftermiddagens og den tidlige aftens myldretidstrafik.

Det voldsomme snefald skabte nærmest kaotiske tilstande på vejene, der ikke var ryddet, og bilerne gled rundt på de spejlglatte veje.

Vejene var hvide af sne. Her er det motorvejsrampen ved Nørre Alslev. Foto: Ole Sloth

På trafikken.dk advarede man tidligere på aftenen således om isglatte veje, og man opfordrede bilisterne til at køre meget forsigtigt frem. Hele strækningen fra Farø mod Gedser var således ramt af det voldsomme snefald, og især området mellem Nykøbing F. Syd og Væggerløse skulle have været ekstra slem.

Folketidende var tidligere på aftenen i kontakt med kolleger, der befandt sig på motorvejene i det nordlige Falster, hvor farten også var sænket mærkbart, og hvor bilerne i bedste fald sneglede sig frem, hvis de ikke var ved at glide af.

Som det blev bemærket fra en chauffør på motorvejen. "Bliv hjemme, det er SÅ fedtet og glat herude"

Folketidende var i kontakt med Trafikinformationscentret hos Vejdirektoratet, der meddelte, at de sendte al disponibelt mandskab, der var på vagt i dag, ud på vejene fra Farøbroerne og ned mod Gedser for at rydde vejene for sne.

Det tyder på, at missionen er lykkedes for rydderne, for trafikken.dk melder i hvert fald ikke længere om vanskeligheder på strækningen.

Hos Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi var ved 18-tiden, at de kun havde kendskab til et enkelt uheld onsdag aften, hvor en lastbil var gledet rundt og holdt uheldigt i en rundkørsel på Falster, men ellers tydede det på, at bilisterne var ekstra opmærksomme og kørte og fortsat kører efter forholdene.

Ved Banegården i Nykøbing var der gang i snerydningen, men det er stadig under frysepunktet, så det kan sagtens fortsat være glat Foto: Lars Hovgaard
Snerydningskøretøjerne kom i aktion og ryddede vejene ved Sydmotorvejene syd for Farøbroerne. Foto: Ole Sloth
Det væltede også ned ved Nørre Alslev. Her er det afkørslen ved motorvejen. Foto: Ole Sloth