ÆDRU OG CLEAN EFTER 45 ÅR

NYKØBING: Den lille gravhundehvalp Allan pisker afsted efter sin aldrende artsfælle Kurt. Han vil slås. Bide. Prøve sig selv af.

Jesper Nielsen samler ballademageren op og bremser uroen. Han holder ikke til det. 59-årige Jesper Nielsen lider af Posttraumatisk Stress Syndrom (PTSD) som følge af en hård opvækst og et hårdt liv, som har ødelagt hans nervesystem.

Derfor er det også lidt af et mirakel, at den 59-årige førtidspensionist har været både ædru og stoffri siden 1. januar. Noget, han tilskriver dagbehandlingstilbuddet på Center for Afhængighed.

Dagen før, nytårsaften 2021, drak han 16 øl på otte timer.

- 1. januar kunne jeg se, hvor ked af det Majbritt var, siger han og kigger på sin kæreste, der er grunden til, at han flyttede fra Odense og til Nykøbing. Det var en ny start. Væk fra det lag, han var blevet en del af.

- Jeg vidste, at jeg ikke bare skulle finde nogle nye drukvenner hernede. Det var jo ikke et rigtigt fællesskab i Odense. Det var bare de samme dumme jokes hver dag.  Det var ikke rigtige venner. Det blev tydeligt, da Brian fik en blodprop. Vi plejede altid at drikke i hans lejlighed, men da det skete ... puff var alle væk, fortæller Jesper med sin karakteristiske stemme.

Den er rundet af det miljø, han kommer af. Dyb og ru.

Jesper Nielsen røg sin første joint som 14-årig. Det var sammen med en kammerats forældre. Som ung i Albertslund i slutningen af 70'erne var stisystemerne præget af et hårdt miljø.

- Vi troede, vi var nogle helvedes karle, der lavede hærværk, tyveri og røg hash. Der var grupperinger i området, og flere af dem endte med at blive rockere. Eller narkomaner.

Selv nåede han også at sidde i fængsel. Den unge Jesper Nielsen ville gå langt for, at gruppen accepterede ham, både som ung og senere i livet.

- Der var nok en søgen efter samvær med andre, efter anerkendelse. Jeg drak aldrig alene.

Ved du, hvorfor du har haft det sådan?

- Jeg kommer jo fra et utrygt hjem. Min mor drak og tog nervepiller. Hun havde forfærdelige, skiftende mænd, og vi flyttede meget. Hun talte ikke med os om det, der var svært.

Udover en misbrugende mor havde han en meget dominerende søster.

Da søsteren var døden nær, var Jesper i hendes lejlighed.

- Jeg begyndte at rive alt ned. Det rum, hun havde været så stor i, skulle bare væk, lyder det.

Jespers kæreste Mai-britt fortæller, at Jesper som misbruger var ret fraværende.

- Han kunne se lige forbi mig og hen på øllene. Han blev ligesom suget hen til dem. Og selv om han aldrig har rørt mig, lå der ligesom en latent vrede i ham, forklarer hun.

Jesper nikker.

- Ja, og bare dét, at du sagde sandheden, gjorde mig sur. Jeg kunne blive så stødt og nærtagende. Hvad med dig selv? Det er fuldstændig sådan, min familie altid har været.

Jesper Nielsen har med Mai-britt og den øvrige families hjælp forsøgt at blive sit misbrug kvit flere gange. Også i Center for Afhængighed.

Det var frygten for at miste dem, han elsker, der til sidst fik ham til at give det endnu en chance. Først da han kom i 12 ugers intensiv dagbehandling, begyndte der at ske noget.

- Jeg fandt ud af, da jeg gik til behandling, at mine hjerne talte til mig hele tiden. Og det var meget aggressiv tale. Jeg opdagede det, og nu er det mig, der beder den om at sige noget mere rationelt.

Mai-britt fortæller, hvordan Jesper altid mødte op til behandling ugens fem dage.

- Når han kom hjem, faldt han i søvn på sofaen. Men han blev gradvist så glad, og det var jeg også. Jeg tænkte for mig selv, hold da op, er det min Jesper?

Det første også en masse angst med sig. Hvad havde han udsat sin krop for? Havde han klaret det bare for, at han skulle dø af kræft?

- Mange tror, man bare skal stoppe, og så bliver alt godt, men det er jo først der, kampen starter. Jeg har skullet lære, hvad jeg kommer fra, og hvorfor jeg reagerer, som jeg gør. Det kunne dagbehandlingen hjælpe mig med. Og nu er der begyndt at komme flere og flere succesoplevelser. Mai-britt, hundene og huset her. Og jeg er ved at tage kørekort til motorcykel.

I dag går han stadig i efterbehandlingsforløb på centeret.

Han står frem med sin historie, fordi det er en forløsning, at han kan fortælle historien fra bænken i køkkenet og ikke fra bænken i parken.

Er du bange for at falde i?

- Tjah, jeg vil ikke falde i, og hvis jeg tænker på det, kan jeg finde på at åbne køleskabet, for jeg bliver helt høj, når jeg ser, at det er helt normalt. Ikke fuld af øl. Jeg har alt at vinde.