Bjarne og Anni donerede 13 meter højt grantræ: - Nu vækker det glæde frem for at blive til brænde
Annette Hansen, formand for aktivitetsudvalget i Marielyst Erhvervs-- og Turistforening, og Bjarne G. Zachariassen foran træet, der i 48 år har boet i Bjarnes have. Foto: Maria Glasius LangeMaria Glasius Lange
Et samarbejde mellem en privat sommerhusejer og lokal erhvervs- og turistforening betyder, at Marielyst igen kan byde på et juletræ.
Et sted mellem 300 og 400 personer deltog forleden i juletræstændingen på Torvet i Marielyst, hvor det cirka 13 meter høje juletræ blev tændt.
Hver eneste gren - og dem er der mange af - er påhæftet lys fra en lyskæde, som er sat fast med strips. Og faktisk er træet i år så højt, at Mikkel Schiellerup Funch, der ejer Larsens Plads, måtte ud og købe nye forsyninger.
- Det er enormt smukt, og det gør noget godt for området at have sådan et juletræ. For vi har en del juleturister i byen, og for dem ville der ikke være så meget andet at kigge på, forklarer Annette Hansen, der er formand for aktivitetsudvalget under Marielyst Erhvervs- og Turistforening.
Den gamle Nordmannsgran måler cirka 12 meter. Der blev skåret en meter af det, da det skulle placeres på Torvet. Foto: Maria Glasius LangeMaria Glasius Lange
Hun er derfor glad for, at private donorer som Bjarne G. Zachariassen og Anni H. Haraszuk kom til undsætning.
Hellere sprede glæde end varme
Annonce
Den store Nordmannsgran har stået i haven i Marielyst i 48 år, hvoraf Bjarne G. Zachariassen har boet der i 12 år.
Nu står der en 48 centimeter bred stub i haven og en udsigt til omgivelserne, han ikke er vant til. Men træet var blevet for stort til den 1300 kvadratmeter store grund, og derfor skulle det væk.
Nu er der blot en stub tilbage. Men der er et træ mere i haven, som kunne være næste års juletræ på Torvet. PrivatfotoPrivatfoto
- Og så er det bare dejligt at se det sprede glæde her i stedet for at hugge grenene af og lave det om til brænde, forklarer han.
- Og så er det rart, at foreningen kan have glæde af det. En skovmand har vurderet, at et træ i den størrelse ville koste 10.000 kroner, siger han.
Julen starter tidligere næste år
Annette Hansen kom forbi og godkendte det, og siden kom Marielyst Vognmandsforretning og hjalp med at skære det ned og køre det til Torvet.
Marielyst Vognmandsforretning hjalp med at fælde det store træ. PrivatfotoPrivatfoto
På Torvet omkring juletræet har 11 nye frivillige i Erhvervs- og Turistforeningen hjulpet med at pynte op med nisser og lys.
- Til næste år gør vi det tidligere - det er jeg blevet overtalt til. Det pynter og giver en god stemning. Og så er vi bare vildt glade for både frivillige og private donorer, siger hun og bliver suppleret af Bjarne G. Zachariassen.
- Jeg har faktisk et træ mere i haven. Du siger bare til, hvis I mangler et til næste år.
Jeg har faktisk et træ mere i haven. Du siger bare til, hvis I mangler et til næste år.