Ulovlig autocamperplads midt på havnen? Borgere anklager kommunen for skjult plan
Henrik og Helle Woetmann Græsdal har haft flexbolig på Strandvejen siden 2019 og har planer om at flytte til Nysted permanent, når pensionsalderen en dag er nået. Men parret er sammen med andre lokale borgere med bolig på Strandvejen ikke begejstret over det, de ser som en ulovligt etableret autocamperplads på havnefronten. Derfor har de nu klaget til flere myndigheder. Privatfoto
Privatfoto, FT
En gruppe borgere i Nysted klager nu til en række styrelser, kystdirektorat, fredningsnævn og Statsministeriet over Guldborgsund Kommunes etablering af det, de kalder for en ulovlig campingplads for autocampere i Nysted Havn.
En autocamperplads. En campingplads for autocampere. En rasteplads eller ganske enkelt en offentlig parkeringsplads med plads til overnattende turister i eksempelvis autocampere.
Meningerne og udtrykkene kan der findes mange af i forhold til den igangværende renovering af den havneplads i Nysted, hvor der i de senere år er mange autocampere, som har fundet vej til.
Svesken på disken
- Det er som om, kommunen nu forsøger at få det hele kørt igennem lidt under radaren. Men nu vil vi have svesken på disken.
Sådan lyder det fra flexboligejer Henrik Græsdal i forhold til den igangværende renovering af parkeringspladsen på den anden side af Strandvejen i Nysted. Kun ganske få meter fra hans hæk.
Henrik Græsdal ser en autocamperplads eller en campingplads for autocampere tage form. Han savner at få mere information om den igangværende renovering af havnepladsen over for hans hus med nye strømstik til eksempelvis overnattende autocampere.
- Vi ved som nærmeste naboer ikke, hvad og hvorhen kommunen vil med planerne, og nu har vi sendt den her klage til de rette myndigheder, som må tage sig af at undersøge, om kommunen overholder de regler, der gælder for de respektive ressortområder. Det mener vi i flere tilfælde ikke, at kommunen gør, siger Henrik Græsdal.
Det er dog ikke det med udsigten fra huset ud over den skønne naturhavn, som Henrik Græsdal er bekymret for:
- Når kommunen sælger en overnatning til 225 kroner på havnen i Nysted, som man kan gå ind og booke til sin autocamper, så er der ikke tale om en rasteplads. Der er tale om en autocamperplads eller en campingplads for autocampere. Man køber ganske enkelt en overnatning, og vi mener, der er tale om en ulovlig kommunal campingplads til autocampere.
Skilte med henvisning
Gruppen af borgere bag klageskrivelsen kunne godt tænke sig, at der med skilte blev henvist til Nysteds campingplads få hundrede meter fra havnen.
- Så kunne kommunen også undlade at tage brødet ud af munden på en lokal aktør med det, der ligner konkurrerende virksomhed fra kommunens side i strid med gældende lovgivning. Så ville den sag være ude af verden, mener Henrik Græsdal.
Nu er "sagen" om de aktueller renoveringer på havnearealerne i den sydlige ende af Nysted Havn i form af en lille håndfuld strømstik til eksempelvis overnattende autocampere så på ingen måde ude af verden.
Syv sider klageskrift
Det ville være synd at sige, når man gennemlæser den syv sider lange klageskrivelse, som en gruppe af henholdsvis to par flexboligejere på Strandvejen samt Nysted Strand Camping har skrevet under på og indsendt til en lang række myndigheder.
Helt præcist til henholdsvis Ankestyrelsen, Plan- og Landdistriktsstyrelsen, Kystdirektoratet, Miljøstyrelsen, Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statsministeriet som påtaleberettiget samt Fredningsnævnet for Sydsjælland, Møn, Lolland og Falster.
Handler om maritim kulturarv
Det handler om Nysteds maritime miljø og kulturarv, og at kommunen er ved at skabe en decideret autocamperplads eller campingplads for autocampere i et helt unikt havnemiljø
Henrik Græsdal, flexboligejer
- Vi har også haft et møde med flere naboer og borgere, som er skeptiske over for de mange autocampere på havnen. Men det er ikke så meget os som personer eller husejere, det her handler om. Det handler om Nysteds maritime miljø og kulturarv, og at kommunen er ved at skabe en decideret autocamperplads eller campingplads for autocampere i et helt unikt havnemiljø, mener Henrik Græsdal.
Ifølge borgerne bag klageskrivelsen føres planerne om nye strømstik og renovering af havnepladsen med parkeringspladser til eksempelvis autocampere ud i livet uden påkrævede høringer af nærmeste naboer og med overtrædelser af frednings- og beskyttelseslinjer samt den gældende lokalplan på havnen.
Om klagebrev
- To par flexboligejere på Strandvejen samt Nysted Strand Camping har indsendt en fælles klage til seks forskellige myndigheder over det, de opfatter som en ulovlig kommunal etablering af en autocamperplads eller campingplads for autocampere.
- Ifølge gruppen af klagere så krænker Guldborgsund Kommune en lang række bestemmelser i sagen, som her er listet op:
- Forbud mod drift af campingpladser efter sommerhusloven/campingreglementet, formålet i den bevarende lokalplan N 15, kulturarvsbeskyttelseslinje på 100 meter for fortidsminde Skansen ved det fredede hus ”Røgehuset” jf. Naturbeskyttelseslovens § 18, fredningsbestemmelse for Fredningen af Nysted Nor og strandbeskyttelseslinjen, Ramsarområde og Natura 2000-beskyttelse, kommunalfuldmagtsreglerne om erhvervsmæssig drift af campingplads med en campingplads beliggende 500 meter væk med alle faciliteter samt forvaltningsretlige regler.
- Borgerne bag klagebrevet mener også, at der herudover skabes betydelige indsigtsgener hos naboerne, der er beliggende cirka 10 meter fra de det, borgerne betegner som "camperende".