- Det er meget groft

Simon Hansen er ærgerlig over hackerangrebet og tyveriet fra kommunen, som han betegner som "meget groft". Arkivfoto: Anders Knudsen

Guldborgsund Kommunes borgmester er rigtig ærgerlig over hackerangrebet, der har kostet kommunen 1,4 millioner kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret

Guldborgsund Kommune har været udsat for et udspekuleret hackerangreb, hvor det er lykkedes at bruge en kommunal medarbejders email-konto til at få overført knap 1,4 millioner kroner under dække af at være betalinger for eksterne leverancer. Pengene er overført til konti i udenlandske banker.

Det kan du læse mere om HER.

Borgmester Simon Hansen (S) er ærgerlig over, at der, som han formulerer det "er kriminelle derude, der stjæler borgernes penge".

- Det er meget groft, at nogen stjæler på den måde, men det er nok noget, der er kommet for at blive. Men det er virkelig irriterende, siger han med henvisning til, at den type kriminalitet bliver mere og mere udbredt.

- Det er irriterende, at vi oplever, at der er nogen derude, der vil os det ondt, og at vi er nødt til at sætte ekstra procedurer op for at forhindre det.

- Men der er ikke noget i vores procedurer, der har været forkert, og det ser heller ikke ud til, at der er nogen medarbejdere, der har handlet i ond tro.

- Har I fået nogen advarsler eller trusler inden angrebene?

- Nej, det har vi ikke, siger borgmesteren.

Sagen er meldt til politiet.