Borgmester: Vi sparer penge på nyt rådhus

Det er et samlet byråd, der bakker op om den store plan for rådhus, hotel og boliger. Borgmester Simon Hansen er begejstret. Arkivfoto: Anders Knudsen

Samtlige gruppeformænd glæder sig sammen med borgmesteren over planen om rådhus, hotel og nye boliger.

Offentliggjort Sidst opdateret

Borgmester Simon Hansen (S) glæder sig over den plan, kommunen lægger frem onsdag, hvor udviklingen ser ud til at komme et stort skridt videre. Kommunen har landet en aftale med et konsortium bestående af Dansk Arealudvikling og DE Ejendomme om at få opført et helt nyt rådhus på havnen, der hvor DK Beton er ved at flytte ud. Samtidig skal der bygges et hotel og boliger. 

- Vi har haft lidt hovedbrud over, hvordan vi skulle løse påbuddet fra Arbejdstilsynet, og vi havde sat 35 millioner kroner af til at rykke medarbejderne til Parkvej. Men det ville blive væsentligt dyrere, og bygningerne ville alligevel ikke blive helt tidssvarende. Nu er der kommet mulighed for, at vi kan leje os ind i en ny bygning og lave en pakke med hotel og byudvikling. Det kan understøtte hele Nykøbing og opland og handelslivet og turismen, siger han.

Borgmesteren glæder sig også over udsigten til at opnå en årlig besparelse på omkring to-fem millioner kroner.

- Det er væsentligt for os og værd at tage med på et tidspunkt, hvor vi vender hver en krone. Og det er rigtig, rigtig positivt, at vi kan få sat gang i boligbyggeriet på havnen og realisere drømmen om et hotel på havnen af en vis kvalitet. Det gør det til en rigtig god sag. Det hele går op i en højere enhed og vil bringe os godt ind i fremtiden og gøre os attraktive for borgere, der vil flytte til byen, siger han.

Skaber fremdrift

I en pressemeddelelse glæder byrådets gruppeformænd sig også.

- I Guldborgsundlisten ser vi frem til at få igangsat den helhedsplan, som blev vedtaget i 2021. Kombinationen af både private og offentlige funktioner på havnen vil være med til at skabe fremdrift for Guldborgsund, siger John Brædder, Guldborgsundlisten.

- Moderaterne ser frem til at der nu endelig sker store fysiske forandringer på havnen i Nykøbing. Guldborgsund kommune har brug for udvikling og vækst. Fremtiden er lys, siger René Christensen, Moderaterne.

Venstres gruppeformand fokuserer på muligheden for at tiltrække flere kulturarrangementer.

- Venstre er begejstrede for, at der nu sker en markant udvikling af vores havn. Et attraktivt hotel på havnefronten vil sammen med Guldboxen betyde, at vi kan tiltrække kulturarrangementer fra øverste hylde til glæde for vores borgere, siger Ole K. Larsen, Venstre.