Castingfeber i Nykøbing og Nakskov: Over 150 piger jagter filmdrømmen

Pigerne måtte vente på trappen, inden de kunne komme ind til casting. Foto: Bjarne Arildsen

Over 150 mødte op til to dages casting i Nakskov og Nykøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret

Drømmen om at komme med i en lokal ungdomsfilm trak i weekenden masser af unge piger til casting to steder på Lolland-Falster.

Faktisk stod pigerne både i Nakskov og i Nykøbing i kø for at få en chance hos caster Astrid Faarup fra produktionsselskabet Monolit, som skal lave filmen.

- I Nakskov kom der lørdag 57, og lige nu er vi her på 83, fortalte Stine Åkerstrøm, der er assistent for Astrid Faarup, søndag lidt over middag i Nykøbing Hallen.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Assistent Stine Åkerstrøm holdt styr på deltagerne i castingen. Foto: Bjarne Arildsen

Første gang

Det samlede tal for de to dage kom et stykke over 150, da flere piger senere søndag meldte sig til hende for at komme med til castingen.

Stine Åkerstrøm kan ikke sige, om der er mange eller få deltagere i forhold til andre castinger.

- Det er faktisk første gang, at jeg er med til en casting, siger assistenten.

Læs også: Ny spillefilm foregår på Sydhavsøerne: Søger lokale til hovedroller

Mor var med

Mellem klokken 10 og 17 kunne pigerne, hvoraf de fleste havde deres mødre med, gå ind i hallens foyer.

Her sad Stine Åkerstrøm klar med sin laptop ved et rundt bord, og hun registrerede deltagerne.

- I skal scanne QR-koden derovre på væggen og svare på nogle spørgsmål, sagde hun til dem.

Derefter kunne pigerne vende tilbage og få et nummer til at sætte på tøjet.

Deltagerne får besked om nogle uger.

Stine Åkerstrøm, assistent hos caster

Grupper på 20

- Jeg deler dem op i grupper på 20, og grupperne kommer efter tur op til Astrid, fortæller Stine Åkerstrøm.

Astrid Faarup befandt sig i et lokale på første sal i hallen, og derfor satte pigerne sig til at vente.

Lokal ungdomsfilm

Deltagerne i castingen til den kommende ungdomsfilm ved lige nu kun meget lidt om filmen.

De har kun fået at vide, at filmen skal handle om en gruppe på fire veninder, der sidst i 1990-erne bor på Lolland-Falster.

Hvem, der ellers er med i filmen, eller hvem instruktøren er, har de ikke fået noget at vide om.

Castingen for hver af de 20 i gruppen tog omkring fem minutter, og så kom deltagerne en eller to af gangen igen ned af trappen til deres mødre eller veninder.

Folketidende eller andre fik ikke lov til at overvære castingen på første sal.

Besked senere

Der vil gå noget tid, inden filmselskabet Monolit afgør, hvem af de mange lokale piger der får deres drøm om en rolle i filmen opfyldt.

- Jeg vil tro, at de hører noget om nogle uger. Det bliver via en mail til deres mødre, oplyser assistent Stine Åkerstrøm.