Det første brodrager-element til den nye Storstrømsbro er støbt
Det nye brodrager-element, som nu er færdigstøbt. Foto: Vejdirektoratet
Vejdirektoratet
Byggeriet af den nye Storstrømsbro har nået en lille milepæl.
STORSTRØMMEN: Selvom det ikke går helt så hurtigt som oprindeligt planlagt, så skrider byggeriet af den nye Storstrømsbro mellem Falster og Masnedø stille og roligt fremad. Og nu har byggeriet nået en lille milepæl.
Vejdirektoratet, der er bygherre på projektet, oplyste onsdag i en pressemeddelelse, at den første af de i alt 48 brodragere, som skal forbinde bropillerne og bære selve kørebanen og jernbanen, nu er støbt færdig i den store produktionshal på byggepladsen.
- Det er noget af en milepæl for projektet, at vi nu har fået det første præfabrikerede brodrager-element gjort færdigt. Elementet har været noget tid undervejs, fordi det er det første af slagsen, så det er lidt af en lakmusprøve, vi nu har overstået. Mandskabet har fået rigtig god erfaring med de forskellige processer, så nu kan de mere regelmæssigt gøre nye brodrager-elementer færdige, siger projektchef Niels Gottlieb fra Vejdirektoratet i pressemeddelelsen.
Mangler kabler
Det færdigstøbte element mangler fortsat blandt andet at få spændt armeringskabler op, inden det kan anbringes på en oplagsplads, indtil det kan sejles ud og hæves på plads på den nye bro. Det vil ske, når de første bropiller er bygget op og klar.
44 af de 48 brodragere bliver bygget i produktionshallen på Masnedø, mens de sidste fire bygges på landdæmninger direkte på stedet - to på hver sin side af Storstrømmen.
Det er noget af en milepæl for projektet, at vi nu har fået det første præfabrikerede brodrager-element gjort færdigt.
Niels Gottlieb
Hver brodrager bliver 73 meter lang og 24 meter bred og vil veje cirka 4.000 tons.
Åbning er udskudt
Den forventede dato for åbningen af broen er blevet udskudt flere gange, men aktuelt forventes de første biler at kunne køre over broen i 2025, mens jernbanetrafikken må vente til 2027.
Den samlede pris for byggeriet - inklusive nedrivning af den gamle Storstrømsbro - ventes at blive cirka 4,1 milliarder kroner ifølge Vejdirektoratet. Det er det italienske joint venture SBJV, som står for byggeriet.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker