Helt ekstraordinært: Inviterer til gåtur på den nye Storstrømsbro

Der er sket meget med brobyggeriet, siden dette billede blev taget, og søndag 15. september kan offentligheden komme ud at gå på et stykke af den nye Storstrømsbro (i forgrunden). Arkivfoto: Anders Knudsen

Der mangler stadig et stykke, før den nye Storstrømsbro er landfast hele vejen fra Falster til Masnedø, men i næste måned kan man komme ud at gå på broen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Byggeriet af den nye Storstrømsbro skrider stille og roligt fremad, og som nogle måske har bemærket, mangler der ikke mange brofag, før broen er landfast hele vejen mellem Falster og Masnedø.

Der går dog stadig et godt stykke tid, før broen bliver åbnet for offentligheden. Og så alligevel ikke.

For i næste måned inviterer Vejdirektoratet, som er bygherre på projektet, alle interesserede til at komme og se nærmere på byggeriet og endda gå tur på broen.

Det sker i forbindelse med, at Vejdirektoratet inviterer til åben byggeplads sammen med SBJV, der står for selve brobyggeriet, samt Vordingborg Havn.

Det skriver Vejdirektoratet i et opslag på Facebook.

Åben byggeplads-arrangementet og brovandringen finder sted søndag 15. september fra klokken 10 til 16 på Masnedø.

Arrangementet er gratis, og man skal ikke tilmelde sig på forhånd, men Vejdirektoratet påpeger, at gåturen på broen på grund af adgangsforhold og underlag ikke egner sig til kørestolsbrugere eller dårligt gående.

Det er første gang, at almindelige borgere inviteres til at betræde den nye bro, og Vejdirektoratet betegner da også begivenheden som "noget helt ekstraordinært".

Når broen er færdig, bliver den cirka fire kilometer lang. Så langt kommer man dog ikke til at kunne gå på den i forbindelse med åben byggeplads-arrangementet, men projektchef Niels Gottlieb fra Vejdirektoratet fortæller til TV2 Øst, at man har planer om at åbne flere hundrede meter af broen fra Masnedø-siden.

Broen skal erstatte den gamle Storstrøbro fra 1937, og den skal efter planen åbne for vejtrafik til næste år og for togtrafik i 2027.