I lang kø til gode tilbud: 16.000 varenumre, hørte du det?

Der var lang kø udenfor, inden Biltema kl. 8 slog dørene op for deres nye varehus i Nykøbing. Foto: Anne Katrine Petersen

Det store, nye varehus i Nykøbing, Biltema, er åbnet. Folketidende var med fra morgenstunden.

Offentliggjort Sidst opdateret

- 16.000 varenumre, hørte du det?

- Hold da kæft.

To mænd drikker kaffe og spiser rundstykker, imens de iagttager menneskemængderne, der har fundet vej til åbningen af Biltema.

Den første var i kø lidt 6. Det var Henrik Hansen fra Rødby.

- Hvis vi er i Næstved eller København, er vi altid i Biltema, og hver gang vi kommer til Nykøbing, skal vi da herind, siger Henrik Hansen.

Henrik Hansen fra Rødby håbede på et godt tilbud på et dækapparat og var først i køen. Som vanligt røg der andet end det planlagte i vognen. Foto: Anne Katrine Petersen

Køen vokser og bliver 150 meter lang, før dørene gik op. Kunderne går på jagt efter de gode tilbud. Biltema er officielt åben.

- jeg talte med marketingschefen om det. Hun kunne ikke huske, hvornår vi sidst havde klappet kunderne ind så længe. Medarbejderne var helt trætte i hænderne, men det er skønt, vi er glade, siger varehuschef Brian Keller.

Varehuschef, Brian Keller åbnede landets biltema nr 17. I hele koncernen er det nummer 166 i rækken. Foto: Anne Katrine Petersen

Inde i selve varehuset går snakken blandt kunderne. Om betydningen af Biltema. Én mener, at butikkerne i Guldborgsundcentret kommer til at kunne mærke det, og at det vil vise sig i priserne. Andre er bare imponeret over, at den meget lange kø ikke betyder trængsel i butikken.

- Det siger noget om, hvor stort det er, lyder det.

Sådan har flere af kunderne, Folketidende taler med, det også. De er nærmest stolte over, at så stort et varehus er landet lige her. Og de mener, at det både er større og flottere end Biltema i Glostrup og Næstved.

- Du kan købe næsten, hvad du vil. Og priserne er altid i orden, siger Ove Rasmussen fra Nakskov. Foto: Anne Katrine Petersen

Ove og Jane Rasmussen har både været i Biltema i Glostrup, Næstved og Randers.

- Den er i hvert fald større end Næstved. Det minder nok mest om den i Randers, siger Jane Rasmussen. Hun og manden er kørt fra Nakskov og sparer 100 kilometer på vejene med den nyåbnede Biltema.

Campingservice og massagepuder er landet i vognen.

- Priserne er i orden, men man får altid mere med hjem, end man skulle. Og de sidste 30 kroner plejer vi at bruge på kaffe, siger Ove Rasmussen og vender indkøbsvognen i retning mod café’en.

- Nu mangler vi bare Bilka, siger en kunde til en anden.