Jan har vilde planer med den gamle fabrik

Jan Yttesen vil gøre gammel fiskefabrik til nyt kultursted i Stubbekøbing. Foto: Bjarne Arildsen

Lokal erhvervsdrivende har iværksat privat projekt på Stubbekøbing Havn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et nyt kultursted er ved at opstå på havnen i Stubbekøbing.

Det er den tidligere fabrik, kendt som Hesnæs Fisk, som fremover skal være et sted for kunst, kultur og events.

Cirka 1.000 kvadratmeter bliver der til de nye aktiviteter.

Bag kulturstedet, der naturligvis kommer til at hedde Fiskefabrikken, står Jan Yttesen.

Han er selvstændig erhvervsdrivende fra Stubbekøbing, og han købte ejendommen bag siloerne i juni 2024.

Den gamle fabrik var blevet ledig, efter at Nedrivningsselskabet var flyttet væk fra havnen.

- Jeg købte stedet, fordi jeg har en plan om at udvikle det med forskellige aktiviteter. Og gerne indenfor kunst og kultur, som jeg har en interesse for, fortæller Jan Yttesen.

1000 kvadratmeter

Fiskefabrikken omfatter cirka 1.000 kvadratmeter, fordelt på cirka 600 i underetagen og cirka 350 på 1. sal.

- Planen er, at der i underetagen skal være plads til kunst, kultur og events. Det kan blandt andet være udstillinger, musik og foredrag, siger Jan Yttesen.

På 1. sal er det tanken at indrette rum, som forskellige kunstnere kan bruge.

Jan Yttesen siger, at der nu skal laves brandsikring og andre nødvendige forbedringer i fabrikken.

- Men ellers skal bygningen stort set stå med det udtryk, som den allerede har. Det må gerne se lidt råt ud, som han siger.

Jeg vil have aktiviteter indenfor kunst og kultur.

Jan Yttesen, selvstændig erhvervsdrivende

En mindre del af Fiskefabrikken er allerede taget i brug til erhverv.

Jan Yttesen

  • Jan Yttesen er selvstændig erhvervsdrivende med bopæl i Stubbekøbing.
  • I 1987 etablerede han IT-virksomheden Datalogisk A/S, som han i 2015 solgte helt til DLG.
  • Fra 1996 og til og med 2021 havde han Næsgaard Avlsbrug med cirka 350 hektarer planteavl i forpagtning.
  • Fra 2010 har han arbejdet med udlejning og renovering af ejendomme på Lolland-Falster.
  • Dette sker i dag primært igennem firmaet J. Y. Boligudlejning ApS.

Her har Stubbekøbing El lejet sig ind, og Jan Yttesen bruger også lokaler til lager og andre aktiviteter.

- Indtægterne fra erhvervsdelen kan lægge noget af den økonomiske grund under projektet, siger Jan Yttesen.

Privat projekt

Han understreger, at Fiskefabrikken er et helt privat projekt.

- Det skal kunne løbe rundt økonomisk, og derfor vil jeg også tage det lidt efter lidt, alt efter hvad der er råd til, siger han.

Jan Yttesen vil dog søge finansiering fra forskellige fonde, siger han.