Minister kastede op i Sakskøbing: - Jeg husker nøjagtigt hvordan jeg havde det
Henrik Høegh måtte kæmpe sin egen interne kamp under kampspisningen ved Sydhavsøernes Frugtfestival i 2010 - her flankeret af Lars Hjortshøj (til venstre) og Flemming Jantzen. Arkivfoto: Claus Hansen
.
Den kommende weekend står i frugtens tegn i Sakskøbing, hvor det igen er tid til den årlige Sydhavsøernes Frugtfestival. For 13 år siden var Henrik Høegh fødevareminister og deltog i en kampspisning på festivalen, som han nok aldrig glemmer.
Glemmer du, så husker internettet...
I dette tilfælde har hverken hovedpersonen selv eller internettet dog glemt, hvad der skete, da Henrik Høegh i 2010 deltog i kampspisningen af frugt på Sydhavsøernes Frugtfestival på torvet i Sakskøbing.
Den nuværende formand for Venstre Lolland var dengang fødevareminister og var sammen med blandt andre komikeren Lars Hjortshøj og byrådsmedlem Flemming Jantzen (V) inviteret til at konkurrere om, hvem der kunne spise mest frugt i løbet af 20 minutter.
Men så længe holdt Henrik Høegh ikke. Pludselig måtte han give op, sætte sig på hug og lade frugten forlade kroppen igen samme vej, som den var kommet ind.
Det skete for øjnene af de øvrige deltagere, masser af tilskuere og ikke mindst Holeby Lokal TV's rullende kamera, der stod lige foran ham.
Og selvom det efterhånden er 13 år siden, så har Henrik Høegh ikke glemt det. Slet ikke.
- Jeg kan nøjagtigt huske, hvordan jeg havde det
- Det kan jeg gevaldigt godt huske. Jeg husker nøjagtigt, hvordan jeg havde det, da jeg stak hovedet under bordet. Det var en blomme, jeg ikke fik tygget ret meget, og så ville den bare ikke længere, fortæller Henrik Høegh med et grin.
Allerede dengang tog han det med godt humør, og det gør han stadig.
- Det røg jo på YuuTube, og Anders Breinholt fra TV2's Natholdet stoppede mig senere ude i lufthavnen på vej til et møde i Bruxelles, hvor han havde en kurv fyldt med æbler med.
- Det havde vi meget skæg af, og det var ikke noget, jeg havde det skidt med, fortæller Henrik Høegh, der i Natholdets indslag, som du kan se herover, blev præsenteret som "Ministeren alle nu ved hvad hedder".
I dag har de fleste andre end Henrik Høegh selv vist glemt det igen, men sådan har det ikke altid været.
- Der var stadig folk, der standsede mig på gaden i København fem-seks år efter, fordi de kunne huske, at det var mig, fortæller han.
Henrik Høegh deltog i øvrigt også i kampspisningen året efter - denne gang uden at kaste op.
- Da havde Peter Larsen (lokal frugtavler, red.) lært mig, at jeg ikke skulle gå efter det frugt med en masse syre i, forklarer han.
Den tidligere fødevareminister planlægger i øvrigt også at deltage i frugtfestivalen i den kommende weekend. Kampspisningen springer han dog over i år.
Du kan se programmet for dette års udgave af frugtfestivalen HER.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie