Alvorlig ulykke: Person i kritisk tilstand fløjet væk

Alvorligt uheld på motorvejen. Foto: Jan Schmidt

Flere uheld omkring Guldborgsundtunnellen torsdag. Et endte med alvorlig tilskadekomst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Torsdag var der flere gange problemer for trafikken på Sydmotorvejen ved Guldborgsundtunnellen, og vejen var spærret ad flere omgange.

Første gang om formiddagen, og ud på eftermiddagen skete der to uheld, der igen betød spærrede vejbaner, lang kø og forsinkelser.

Det sidste uheld ved 14-tiden var desværre et alvorligt et af slagsen, hvor en lægehelikopter landede på stedet.

Politiets vagtchef Kasper Skotte fortæller, at der var tale om et alvorligt uheld.

- Vi får en anmeldelse klokken 14.21 via 112, om at der er sket et uheld, og der er en fastklemt person. Vi sender patruljer, ambulance og brandvæsen af sted, og da vi kommer frem, konstaterer vi, at der sidder en person fastklemt, der er i kritisk tilstand.

- Vi rekvirerer derfor en redningshelikopter, der flyver den tilskadekomne mand til Rigshospitalet i København, lyder det.

- Det drejede sig om en personbil, som er kørt op bagi en lastbil, som bremsede i forbindelse med køen, der var opstået som følge af lukningen af tunnellen, fortalte vagtchefen torsdag.

Begge spor i sydgående retning åbnede først og ud på aftenen åbnede sporene i nordgående retning også, efter man var færdig med de tekniske undersøgelser på ulykkesstedet.

Torsdag formiddag var tunnellen, og dermed motorvejen, også spærret i en periode. Her var årsagen et slaghul i vejen, som skulle lappes.

Læs også: Lang formiddag: Tunnellen var spærret