Se den livsbekræftende video: Her får glemslen en pause

Biip, biip, biip, lyder det ude fra gangen.

– Det er Else. Jeg går lige ud og henter hende, siger korleder Anne Kristiansen.

Else er ankommet, godt pakket ind på sin handicapscooter. Klokken er cirka fem minutter over fire, men de seks andre i koret er bare glade for, at hun dukker op.

Få minutter senere sidder de i en halvcirkel om klaveret og varmer både krop og stemmer op - for eksempel til børneklassikerne Alfabetsangen og Se min kjole.

Leger det ind

De gnider hænderne mod hinanden og skal snart strække sig for at klaske en imaginær myg i den ene og den anden retning.

- Når man bliver ældre, bliver man også svagere i stemmen. I opvarmningen har vi blandt andet fokus på at åbne op for vejrtrækningen, men vi gør det legende. Jeg er ikke så meget til de kedelige skalaer, siger Anne Kristiansen.

Else har grinet lidt forlegent undervejs i opvarmningen, men er alligevel med. Helt nemt er det nu ikke. Nu skal kormedlemmerne stoppe med at synge midt i Anemonesangen fra Ronja Røverdatter og i stedet synge videre inde i hovedet, indtil de får signalet om at falde ind igen. Det kan drille, men så griner sangerne blot igen - og opmærksomheden er pludselig skærpet.

Sang hjælper samtalen

I kaffepausen står det klart, at der er tale om kormedlemmer, hvis hjerner spiller dem et puds. For eksempel mener en af deltagerne, at de synger for at glæde de gamle på plejehjemmet. Det er egentlig ikke forkert - men de gamle er primært dem selv.

- Men hvem ved, hvad det kan lede til? Måske holder vi en dag en koncert for nogen, vi kender, siger korlederen, der også er idékvinden bag Fora Fritids nye demensvenlige aftenskole, hvor to andre hold efter påske er klar. Koret er altså frontløbere.

- Det er også nemmere at tale sammen, når først man har sunget sammen, understreger hun og sender en pose muffins videre. Dem har Palles kone bagt til hele korets pause.