"Kritisk niveau:" Hun frygter problemet med ansøgere kun bliver større

På Professionshøjskolen Absalon i Nykøbing er der mange ledige pladser til socialrådgiveruddannelsen. Arkivfoto: Anders Knudsen

Socialrådgiveruddannelsen i Nykøbing har mange ledige pladser efter nattens ansøgningstal. I hele landet er det et problem med for få ansøgere, og næstforkvinde i Dansk Socialrådgiverforening mener, at vi er endt på et "kritisk niveau."

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis du drømmer om at læse til socialrådgiver, så er der rig mulighed for det i Nykøbing. For selvom i alt 117 skal i gang med at læse uddannelsen på Professionshøjskolen Absalon, vil klasselokalerne slet ikke blive fyldt.

Faktisk er der plads til, at hele 239 kan få en plads.

Men det er ikke kun i Nykøbing, at socialrådgivere er en mangelvare. Det samme billede tegner sig landet over.

De seneste år er ansøgningstallet faldet støt, selvom denne nedgang nu er stoppet, er faget ikke i fremgang.

2.103 kom i år ind, og det er mere eller mindre det samme antal som sidste år. Og den udvikling bekymrer Ditte Brøndum, næstforkvinde i Dansk Socialrådgiverforening. Antallet af ansøgere er ifølge hende endt på et "kritisk niveau," og næstforkvinden mener, at politikerne nu skal handle.

- Det (ansøgningstallet, red.) bør få politikerne til at sætte ind med investeringer i vores uddannelse, så den kan blive mere attraktiv og et tilvalg for langt flere af alle dem, som gerne vil arbejde med mennesker og gøre en forske, lyder det fra hende i en pressemeddelelse fra fagforeningen.

Næstforkvindens frygt

Socialrådgiver er ikke den eneste uddannelse, hvor der sagtens kan komme flere til. På Absalon i Nykøbing er der også ledige pladser på både pædagog- og sygeplejerskeuddannelsen.

Ansøgere i Nykøbing

  • Pædagog (sommerstart): 70 ansøgere. Alle optaget - der er ledige pladser. Tal for sidste år: 73
  • Pædagog (vinterstart): Ikke udbudt i år. Tal for sidste år: 13
  • Socialrådgiver (sommerstart):  50 ansøgere. Alle optaget - der er ledige pladser. Tal for sidste år: 42
  • Socialrådgiver (vinterstart): Ikke udbudt i år. Tal for sidste år: Otte
  • Socialrådgiver (e-læring, sommerstart): 67 ansøgere. Alle optaget - der er ledige pladser. Tal for sidste år: 65 (plus fem på standby)
  • Sygeplejerske (sommerstart): 52 ansøgere - Alle optaget - der er ledige pladser. Tal for sidste år: 29
  • Sygeplejerske (vinterstart): Ikke udbudt i år. Tal for sidste år: Syv
Kilde: Professionshøjskolen Absalon

Og ligesom med socialrådgiverne er det også et nationalt problem.

- Landet over er der udfordringer med at rekruttere medarbejdere i snart sagt alle hjørner af velfærden, og de seneste års optagelseskrise på velfærdsuddannelserne vil ikke gøre det nemmere. Tværtimod frygter jeg, at vi vil se en endnu større mangel på de faggrupper, som udgør fundamentet i vores velfærdssamfund, forklarer Ditte Brøndum og fortsætter:

- Desværre har regeringen tøvet med at handle, og nu hvor de barsler med et udspil på området, frygter jeg, at de gør klar til at forkorte socialrådgiveruddannelsen og flere andre velfærdsuddannelser. Det vil ikke løse optagelseskrisen. Tværtimod. Der er brug for et løft af vores uddannelse med mere praktik, feedback og tid til de faglige refleksioner undervejs.

I Nykøbing fik Absalon 70 ansøgere til pædagoguddannelsen, mens den fik 52 til sygeplejerskeuddannelsen.