Louise Baltzer har været i Italien med Lions Club og Helenerne fra Nørre Alslev. Her følger andet og sidste rejseberetning fra Louise:
Lions er ikke bange for at blande kulturer på kryds og tværs. På blot ti dage er elleve kulturer blevet bundet sammen på Camp Emilia i Ferrara i Italien.
Hvis jeg kort skal samle op hvor jeg slap min fortælling sidst, så blev jeg sendt videre til en anden italiensk familie i Modena. En familie som straks tog mig til sig som en del af familien. De snakkede meget italiensk til mig og var overbevist om jeg forstod alt. Det var kun datteren i familien der kunne engelsk, men det var ikke noget problem.
Om søndagen tog jeg med i kirke, for at sammenligne den katolske kirke med den protestantiske kirke. Italienerne skal under messen sige mere, og de vers kan de udenad. Der bliver ikke sunget så mange sange som under en dansk gudstjeneste, men nadveren er den samme både i den katolske og protestantiske kirke.
Jeg brugte ikke så meget tid med familien i den uge, for jeg var også på ture med andre unge Lions. Jeg var i Milano, hvor jeg så den store, hvide domkirke. Det er ubeskriveligt, hvor smuk den er, så jeg vil anbefale at tage til Milano og se den.
Efter en dejlig uge i Modena skulle jeg med toget til Ferrara og deltage i Lions Campen. Jeg fulgtes med to piger, en fra USA, en fra Mongoliet og en dreng fra Slovakiet. Jeg havde brugt meget tid med dem i løbet af ugen, så vi kendte hinanden godt. Den første aften på campen fik vi fem retter. Den første var pizza, den anden pasta med pesto, den tredje kød, brød og melon, den fjerde lagkage og den femte frugtsalat. Det er almindeligt at få så mange retter ved et måltid i Italien.
Opskriften på en god camp er: Tre amerikanere, tre fra Mongoliet og tre danskere, som rystes sammen. Derefter tilsættes to tyrkere, en svensker, en israeler, en tysker, en mexicaner og en spanier. Til sidst krydres massen med en fra Slovakiet, en fra Holland og tre italienere. De skal være sammen i ti dage, og så har man en masse, der ikke kan skilles ad. Umiddelbart skulle man tro at så mange kulturelle forskelligheder ville skabe problemer, men jeg har på meget kort tid fået nogle utrolig gode venner.
Vi var tyve unge, der alle var udsendt af Lions, og vi oplevede en masse af den italienske kultur, men vi blev også klogere på hinandens kulturer. Jeg fik at vide at piger i Israel skal aftjene to års værnepligt, kvinder i Tyrkiet bliver aldrig ligestillet med mænd, trods lovgivningen ikke skelner mellem køn, og at stort set alle 16-årige elever i USA har en bil.
Sammen oplevede vi nogle af Norditaliens smukkeste byer. Vi var i Verona og se Romeo og Julies huse. Ved Julies hus var der en bronzestatue af hende, og hvis man rører hendes højre bryst, så får man held i kærlighed. Vi så også opera i Verona Arena, der minder om Colosseum i Rom. Vi sad der i fire timer, og det var rigtig varmt, selvom det var en aften forestilling.
Vi har også været i maskernes by Venedig, hvor vi så Markuskirken, Canal Grande og Murano glasværkstedet. Det er en by, hvor hver enkel lille, smalle gade er en fryd for øjet. Der er boder med masker i alle former og farver og der er glasbutikker med glas fra Murano. På Murano glasværkstedet så vi en Ferrari hest blive lavet på ti minutter.
Derudover var vi også i Firenze og se den forskelligfarvede domkirke og Plazza Della Signoria, der er et palads, hvor alle vigtige møder bliver holdt. Det var også her, at regeringen holdt til, da Firenze var Italiens hovedstad. Vi skulle til en Lions ceremoni i paladset, og det er ganske rigtigt flot med statuer af Michael Angelo.
De sidste to dage i Camp Emilia blev brugt på en Lions ceremoni i Bologna, hvor vi skulle repræsentere vores land. Godt nok havde italienerne ikke fundet den rigtige danske nationalsang, men det fik de hurtigt ordnet.
Efter nogle dejlige dage i camp med unge fra hele verden, kom dagen hvor vi skulle sige farvel. Det var rigtig hårdt, at sige farvel til de dejlige mennesker, men det var også hårdt at sige farvel til det skønne Italien. Mange tårer var involveret i afskeden, men vi blev enige om at sige ”på gensyn” i stedet for ”farvel”.
Jeg vil til sidst gerne takke Lions klubben og Helenerne i Nørre Alslev mange gange. Det har været en ubeskrivelig oplevelse, og jeg har fået øjnene op, for hvor vigtigt det er at forskellige kulturer mødes, for trods forskelighed er der også mange ligheder at finde. Jeg vil opfordre andre unge til at gøre det samme som mig, for det er en oplevelse for livet.
