Lokal butikschef nomineret: Oliver kan vinde stor pris

Butikschef Oliver Barfod fra Jysk i Guldborgsundcentret er nomineret til en stor pris fra Dansk Erhverv. Foto: Jysk

25-årige Oliver Barfod butikschef i Jysk i Nykøbing - og så er han også blevet nomineret en stor pris fra Dansk Erhverv.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det er helt vildt. Det havde jeg ikke lige set komme. Jeg fik det at vide til et butikschef-møde, så det er noget af en anerkendelse at få.

Sådan siger en stolt Oliver Barfod, butikschef i Jysk i Guldborgsundcentret ved Nykøbing.

Han er for nylig blevet nomineret til organisationen Dansk Erhvervs pris Danish Retail Award. Det er en pris, som gives til de mest entusiastiske og forandringsskabende butiks -og varehuschefer i detailbranchen.

For at komme i betragtning skal kandidaterne have passion for detail og have vist ekstraordinære og synlige resultater inden for nytænkning.

Feltet af kandidater er snævret ind til syv, og vinderne afsløres til efteråret.

Oliver Barfod lægger ikke skjul på, at han er stolt af nomineringen.

- Der ligger mange timer og masser af hårdt arbejde bag det, for det er ikke noget, man kommer sovende til. Men jeg er stolt af det, jeg har opnået takket være gode chefer og kolleger.

- Jeg er taknemmelig over, at jeg har en chef og en organisation, som går rigtig meget op i, at folk udvikler sig. Direktøren i Jysk startede selv som elev, så man kan godt drømme stort hos Jysk, siger Oliver Barfod.

Selvom amagerdrengen, der nu bor i Rødovre, kun er 25 år, kan han snart fejre 10-års jubilæum i Jysk-koncernen. Undervejs har han prøvet at være alt lige fra praktikant til salgsleder, så han føler, at han er i stand til at sætte sig ind i, hvordan hans personale har det.

- Det vigtigste for mig er, at de er glade og motiverede, når de møder på arbejde. Jeg bestræber mig på at behandle dem godt, for alle har en rolle, som er betydningsfuld for, at vi sammen kan lykkes, forklarer han.

Drømmer stort

Oliver Barfod kom til butikken i Guldborgsundcentret i september 2023 fra en stilling som butikschef hos Jysk i Rønne på Bornholm.

Og han har store drømme og ambitioner - både for den lokale butik og personligt.

- Jeg elsker at have en flot butik, og jeg mener ikke, at en butikschef kun skal være på kontoret. Jeg elsker for eksempel at gøre rent og hjælper gerne til med de forskellige opgaver i butikken. Det motiverer også personalet, og jeg har nogle rigtig dygtige medarbejdere.

- Min ambition er, at vi indenfor de næste tre år skal have skabt minimum tre nye talenter. Vi har en souschef, der allerede er kommet på Jysks talenthold, så vi er godt på vej. Jeg vil gerne have Jysk Nykøbing Falster op i top 25 blandt alle Jysk i Danmark, målt på omsætning, og vi ligger meget tæt på.

- Vi er også lige startet et forløb med Jobcentret, hvor vi vil forsøge at hjælpe folk med særlige udfordringer i gang på arbejdsmarkedet. Det var noget, jeg også gjorde, da jeg var i Jysk på Bornholm, fortæller Oliver Barfod.

På det personlige plan er ambitionerne også klare:

- Jeg vil gerne være distriktschef inden for de næste tre år. Det bliver ikke nemt, men jeg vil gerne arbejde med at udvikle og motivere mennesker. Jeg er meget energisk og positiv, for jeg tror på, at hvis man er frisk og positiv, når man langt, siger Oliver Barfod.