MELDER SIG UD AF S I PROTEST: DE BLANDER SIG I DEN DANSKE MODEL
Niels Henriksen. Arkivfoto: Anders Knudsen
.
Debatten om afskaffelsen af store bededag blev dråben, der fik bægeret til at flyde over for tidligere byrådsmedlem og nuværende lokale 3F-formand Niels Henriksen.
Opdateret klokken 09.50 med nye citater fra Niels Henriksen.
Formanden for 3F Guldborgsund, tidligere byrådsmedlem Niels Henriksen, har meldt sig ud af Socialdemokratiet. Det skete i sidste uge, bekræfter han over for Folketidende.
Beslutningen kommer i kølvandet på debatten om at afskaffe store bededag - en proces, som Niels Henriksen ikke har været tilfreds med, forklarer han.
- Jeg har stor respekt for vores demokrati, men det, der slog hoved på sømmet, var da jeg så førstebehandlingen af lovforslaget i Folketinget om at afskaffe store bededag. For uanset hvilke argumenter, der kom fra oppositionen, så lød svaret, at "det er fint nok, men vi har besluttet det, og det gør vi". Så bliver man argument-resistent, og det er ikke godt i et demokratisk samfund.
- Mine medlemmer tæller masser af mennesker, der hver dag arbejder hårdt, og nu skal de arbejde endnu mere for, at vi kan give skattelettelser til de rige. Og så er det jo historisk, at de blander sig i og lovgiver om den danske model.
- Det her handler ikke om mig, men om, at vi har et Socialdemokrati, der synes, at det er okay at blande sig i den danske model, når man eksempelvis, da sygeplejerskerne forlangte mere i løn, ikke ville blande sig med henvisning til den danske model, siger Niels Henriksen.
Det er ikke første gang, at han forlader Socialdemokratiet, som han ellers meldte sig ind i for mere end 30 år siden.
I 2015 meldte han sig også ud af partiet og blev løsgænger. Dengang var årsagen en intern strid i den socialdemokratiske byrådsgruppe i Guldborgsund Kommune.
Han vendte dog tilbage igen to år senere, men nu siger han altså farvel til partiet endnu en gang, og denne gang har han ikke planer om at vende tilbage. Han pointerer samtidig, at han heller ikke har intentioner om at melde sig ind i et andet parti.
Niels Henriksen sidder ikke længere i byrådet i Guldborgsund Kommune, så udmeldelsen får ikke betydning for mandatfordelingen i byrådet.
Selvom han altså nu har forladt Socialdemokratiet, så fortsætter han som formand for 3F Guldborgsund.
- Jeg knokler hver dag for vores medlemmer, og det bliver jeg ved med, understreger han.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie