Lukket på stedet: Død mus og dårlig hygiejne i grillbar

Klamt køkken giver en sur smiley til Grillvognen i Guldborg. Foto: findsmiley.dk

Fødevarestyrelsen satte øjeblikkeligt en stopper for madlavningen i lokal grillbar.

Offentliggjort Sidst opdateret

Opdateret kl. 14.09 med præcision af hvilke lokaler, der er lukket af Fødevarestyrelsen.

Hos Grillvognen Lolland-Falster  har Fødevarestyrelsen besluttet at lukke produktions- og opvaskelokalet efter fundet af en død mus og ekskrementer fra mus. Derudover havde kyllinger stået ude til optøning natten over.

I kontrolrapporten fra myndighedens seneste besøg i starten af april beskrives forholdene i Grillvognen på Majbøllevej i Guldborg som stærkt kritisable.

I opvaskerummet fandt den tilsynsførende en død mus, museekskrementer og opsatte musefælder – samme sted hvor virksomheden havde lagt 11 kasser frosne kyllinger til optøning. Kyllingerne havde stået på et bord i køkkenet siden aftenen før.

Anonymt tip ledte til kontrolbesøg

Men det stoppede ikke der. Rengøringen haltede også gevaldigt. Gamle, indtørrede væsker lå på gulvet, og der var rester af gulerod og kål dér, hvor der blev snittet friske grøntsager.

Myndighederne vurderede, at forholdene udgjorde en sundhedsrisiko, og Grillvognens produktions- og opvaskelokale blev derfor lukket med det samme. Ifølge rapporten havde virksomheden ingen indvendinger mod lukningen. Selve Grillvognen, hvorfra salget og madudleveringen foregår, blev vurderet som i orden. Derfor fortsætter Grillvognen med produktion i selve vognen.

Kontrolbesøget blev aflagt efter en anonym henvendelse.

Hvis du har nerver til det, kan du læse hele rapporten her.