SLUTSPURTEN SAT IND: FÅ PLADSER TILBAGE TIL ROYAL RUN

Royal Run i Nykøbing er meget tæt på at være udsolgt. Arkivfoto: René Kongsgaard

Det er gået stærkt med tilmeldingerne til Royal Run 29. maj, og kun én af de tre distancer har stadig ledige startnumre.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis man endnu ikke har købt et startnummer og gerne vil med til motionsløbet Royal Run i Nykøbing anden pinsedag, 29. maj, så skal man for alvor kridte skoene og komme ud af startblokken. ¨

Der er nemlig kun 28 ledige startnumre tilbage ud af de 10.000, der blev udbudt - og de er alle sammen på 10 kilometer-distancen. Både one mile og 5 kilometeren er udsolgt.

Det fortæller Royal Runs pressekontaktperson, Suzanne Meyer, mandag morgen til Folketidende.

- Vi plejer at oprette en venteliste, når der bliver udsolgt, og det gør vi nok også her. Og så ser vi på, om vi eventuelt kan udvide kapaciteten lidt. Det er noget, vi vurderer i samarbejde med kommunen og øvrige myndigheder. Men det kommer også an på, om der er plads på ruterne, og om interessen er der, fortæller Suzanne Meyer.

Det bliver kronprinsesse Mary, som bliver den royale deltager ved Royal Run i Nykøbing. Ruten og det præcise starttidspunkt er endnu ikke offentliggjort. Det sker senere på foråret.