Foreningen bag festivalen er nu taget under konkursbehandling af Skifteretten i Nykøbing, der har udpeget advokat Rune Hyllested, Storm Advokatfirma P/S, som kurator.
Årsagen var, at billet-salget ikke var som ønsket, og det blev derfor vurderet, at der ikke var økonomi nok til at afvikle festivalen, der skulle være foregået ved Hallerup Skov udenfor Nykøbing fra 27-30 juli i år.
Ingen blues-festival i år. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Interessen var der, men salget af billetter nåede ikke det antal, som var påkrævet for en økonomisk forsvarlig afvikling af festivalen, fortæller Danny Wickmann til Folketidende.
- Der er mange grund til, at der ikke bliver solgt de billetter, jeg gerne ville have. Selvom der på nuværende tidspunkt er solgt flere billetter end sidste år, var det ikke nok, fordi det program, jeg havde lavet, krævede et firedobbelt billetsalg i forhold til sidste år.
- Jeg kunne godt se tidligt på året, at billetterne ikke blev solgt som ønsket. Men håbet var, at folk ville blive mere interesseret og købe billetter, efterhånden som vi nærmede os festivalen.
- Jeg trak den, til jeg ikke kunne længere. Vi så ind i et underskud, der var for uforsvarligt til at fortsætte, lyder det ærgerligt fra Danny Wickmann.
- Desværre havde jeg ikke de store penge til at lave reklame, så programmet måtte sælge sig selv. De større festivaler har store penge - og bruger store penge - på at reklamere, men jeg havde ikke så mange folk, ud over et par hjælpere til at lave opslag på facebook. Jeg har stået for hele møllen selv. Det kræver normalt 10-15 mennesker.
Selvom sidste års festival ikke blev en økonomisk succes, gik arrangementet alligevel i nul, og derfor forsøgte Danny Wickmann at gentage det igen i år - men altså desværre uden held.
- Jeg er rigtig ked af, at det ikke blev til noget. Jeg tror, det kunne være blevet en fed festival og en fed oplevelse, som de ikke kunne få andre steder tæt på. Og så er jeg ked af at skuffe de frivillige, som havde taget fri for at hjælpe til.
Ingen blues-hygge i slutningen af juli i år. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Det ærgrer ham at aflyse, og endnu ved han ikke, hvordan konkursen stiller ham rent økonomisk.
- Jeg er ikke slået ud af kurs, men jeg kan godt være bange for dem, som vil kræve deres penge. Så jeg ved ikke, hvordan jeg står økonomisk efterfølgende. Jeg har stået i spidsen for en forening, der skabte det her. Omdrejningspunktet for det var Wickmanns venner, så vi må se, hvad der sker.
Hvad der nu skal ske, er den nu tidligere festival-boss ikke klar over.
- Jeg gad godt, jeg kunne holde ferie, men det bliver der ikke rigtig tid til, tænker jeg. Jeg skal passe mit job som musiker, og så skal der skrabes penge sammen, så jeg kan finde ud af, hvor jeg skal stå henne efterfølgende.
- Jeg har brugt et år på det her og har ligget vandret for at få det til at fungere, så nu skal jeg finde noget andet, der kan give smør på brødet, siger Danny Wickmann, der spiller med i flere bands og håber, at han herigennem atter kan få skabt sig noget økonomi.
Seneste artikler
Hjerteskærende fund i Idestrup: Tre killinger efterladt
Plejefar kaldt skyldig: - Jeg er rystet
Café uden bevilling fik beslaglagt masser af alkohol
Flere ramt af falske bookinger: Per frygter stort tab
Forargelse blandt politikere: Kalder på nyt stadion
Mest læste artikler
Café lukket efter syv dage: Det er chokerende
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok
Har du tjekket kuponen? To lottovindere fra samme by får stor gevinst