Mangelfuld instruktion i overfaldsalarm til nyansatte

Nørrevang 17 er en del af de forskellige matrikler omkring det gamle forsorgshjem Saxenhøj. Foto: Kim Møller Pedersen

Ved de kommunale bosteder på Nørrevang 17 ser de ansatte forskelligt på vold og trusler. I nogle tilfælde når de på grund af travlhed heller ikke at læse risikovurderingen før kontakten med en beboer, som måske kan blive psykotisk, paranoid og udadreagerende.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den krasse kritik fra Arbejdstilsynet rettet mod Guldborgsund Kommunes samlede socialpsykiatriske botilbud på Nørrevang 17 går ikke kun på en øget risiko for vold rettet mod de ansatte.

Der er - ifølge rapporten - en uensartet faglig tilgang, og for nogle ansattes vedkommende manglende viden om borgere med psykiatriske og neurologiske sygdomme. Vikarerne har ikke samme viden som de fastansatte, og det er svært for de ansatte at nå at drøfte den faglige tilgang, står det skrevet.

Risikoen for vold øges, når nogle beboere bliver mere frustrerede og udadreagerende, fordi de skal forholde sig til mange nye ansatte.

Læs også: Ansatte slået i hovedet af flere omgange på bosteder

Det fremgår også af rapporten, at nogle beboere kan blive psykotiske og paranoide. Den udadreagerende adfærd spænder over grimt sprogbrug og høje råb, at beboere kan gå tæt på ansatte, kast med genstande, trusler om at gøre skade på ansatte og fysisk vold.

Der er tilmed konstateret en underregistrering og uensartet registreringspraksis af episoder med vold og trusler.

Det er derfor Arbejdstilsynets vurdering, at institutionerne på Nørrevang 17 dermed ikke har det fulde overblik over omfanget og karakteren af episoderne til brug for en løbende evaluering af forebyggelsen.

Nyansatte får ikke

Arbejdstilsynet påpeger også, at der ikke er udarbejdet handleanvisninger på alle afdelinger. Derudover vurderer de ansatte situationer ud fra deres erfaring og individuelle vurdering frem for, at der anvendes velkendte fælles vurderingskriterier.

- Vi lægger endvidere vægt på, at ikke alle ansatte når at læse risikovurderingen, inden kontakten med beboerne, og at det også kan glippe at få videreformidlet oplysningerne til kollegaer på andre afsnit. Arbejdstilsynet vurderer, at manglerne i arbejdet med risikovurderingen øger risikoen for, at de ansatte bliver udsat for vold, står det i rapporten.

Her kan man blandt andet også læse om eksempler på, at nyansatte ikke er blevet instrueret godt nok i at benytte den alarm, de bærer rundt på og kan benytte i tilfælde af voldsomme situationer. Det er svært for de ansatte at nå at instruere nye kollegaer tilstrækkeligt.

Arbejdstilsynet har forholdt sig til, at botilbuddet har planer om og arbejder med etablering af en række forebyggende tiltag, herunder ensartet systematisk risikovurdering, at ansatte bærer alarm og at botilbuddet har ansøgt om deltagelse i et forløb, som omhandler forebyggelse af vold i regi af Social- og Boligstyrelsen. Arbejdstilsynet vurderer, at det er relevante tiltag, men lægger vægt på, at tiltagene ikke var iværksat på besøgstidspunktet.

Alt i alt vurderer Arbejdstilsynet, at den samlede forebyggelse ikke er tilstrækkelig, henset til den beskrevne risiko og forekomst af vold.

Læs også: Ansatte slået i hovedet af flere omgange på bosteder

Om påbud

  • Et påbud er en reaktion fra Arbejdstilsynet, der pålægger en virksomhed at rette op på forhold, der ikke lever op til arbejdsmiljølovgivningen. Der findes forskellige typer af påbud og herunder eksempelvis et påbud med frist. 
  • Et påbud er en alvorlig reaktion, der kræver handling fra virksomhedens side for at sikre et forsvarligt arbejdsmiljø.