ØSTERBRO: Dagen efter det byrådsmøde for fire år siden, hvor lokale politikere besluttede at lægge de to Østerbro-skoler sammen, sendte Claus Jensen, der har baghave op til Gedservej, en mail til samtlige medlemmer af det ansvarlige udvalg.
Nu skulle de store veje, der går hen til det, der skulle blive til Østerbroskolen, sikres langt bedre for de cyklende skoleelever.
- Der er tung trafik på især Gedservej med leverancer til og fra Netto, der er buskørsel og anden tung lastbiltrafik. Derudover holder der parkerede biler i begge sider på Gedservej, og dette kan uvilkårligt medføre farlige situationer med en masse "børne-trafik". Det er noget, jeg dagligt oplever, skrev han blandt andet i mailen.
Derfor opfordrede han til at få etableret en cykelsti fra krydset Gedservej/Enighedsvej og ud til krydset Gedservej/Lindevænget, hvor der mangler.
Allan Nielsen, projektleder, Guldborgsund KommuneDen ideelle løsning havde været at lave cykelstier.
Det har der bare ikke været råd til. I stedet er Guldborgsund Kommune nu 80 procent færdig med at etablere tre brede og hævede vejbump på de tre kryds ved henholdsvis Enighedsvej og Sverigesvej, Gedservej og Danmarksvej samt Gedservej og Vendsysselvej.
Ikke ideel løsning
Bag projektet står kommunens trafikingeniør Arne Larsen, imens skolebestyrelsen har været med til at bestemme placeringen af de tre bump.
Derudover er trafiksikkerhedsrådet, som foruden kommunens administration og politiet tæller René Fjeldsøe Sørensen (S) og Paw Hallandson (løsgænger), orienteret om projektet, oplyser projektleder Allan Nielsen.
Han erkender, at der er tale om en kompromisløsning.
- Den ideelle løsning havde været at lave cykelstier, siger han.
Arne Larsen, trafikingeniør, forklarer, at beslutningen om fladerne blev taget, da det stod klart, at det ikke var muligt at anlægge cykelstier på Gedservej.
- I lyset af, at der til tider opleves høj hastighed og utryghed, er fladerne udformet, så de kan passeres med den gældende hastighed på 50 kilometer i timen, hvilket kan øge trygheden for de bløde trafikanter og kan tage toppen af de høje hastigheder.
Han tilføjer:
- Gedservej er ikke en anbefalet skolerute, men vi må også erkende, at vejen fortsat benyttes som skolevej, så med dette kompromis håber vi at øge trygheden.
"Det virker farligt"
Men det er ikke umiddelbart en løsning, der vækker opbakning og tryghed hos beboerne på Østerbro.
- De “vej-bump”, der er lavet på Enighedsvej samt på Gedservej, er da total spild af vores penge. Hvordan skal de nogensinde kunne være en del af en sikker skolevej? lyder det fra Michael Vilhelmsen på en forespørgsel, som Folketidende har lavet via en lokal Østerbro-gruppe på Facebook.
Stine Jørgensen, beboer på ØsterbroDe nye bump har ikke gjort mig mere tryg i forhold til at sende mindre børn af sted på cykel.
Han tilføjer, at det "havde været billigere at lave to hvide striber, end den gang asfalt-sjusk, der er lavet nu."
Stine Jørgensen kunne ønske sig, at også Østerbrogade får cykelsti på hele strækningen. Hun skriver desuden:
- Generelt virker det farligt på de veje, hvor der holder biler på vejen, men ingen cykelsti er. De nye bump har ikke gjort mig mere tryg i forhold til at sende mindre børn af sted på cykel.
Og Ronni Mønsted supplerer:
- De nye bump har ingen effekt. Spild af penge.
Hvide striber på vej
Allan Nielsen forklarer, at der i Guldborgsund Kommune også skal laves kantafgrænsninger for fire millioner kroner. Altså tykke, hvide striber på vejbanen, der giver lidt luft til cyklister og fodgængere. Afgrænsningen er allerede lavet på strækningen fra Sundby og mod Fuglsang Herregård. Men de øvrige områder er ikke defineret endnu.
- Administrationen kommer med et oplæg, når der af politikerne skal træffes en beslutning.