Naboer til ny park: - Det her kommer til at øge værdien af vores hus

Friheden - en ny park i Nykøbing - kunne tirsdag åbne efter flere års dialog - og en konkurs - til stor glæde for børn fra Østerbroskolen. Foto: Maria Glasius Lange

Den nye park Friheden er nu åbnet efter flere års dialog. Resultatet er blevet markant anderledes, end det begyndte - men det er kun en fordel, mener naboer og skole.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er plads til at lege, spille bold eller basket, til at stirre ud i luften eller betragte frøer og insekter i den nye park på Østerbro. Tirsdag åbnede den officielt, og det er til stor glæde for både naboer og elever på Østerbroskolen, som kan tage den i brug som en ekstra legeplads.

Men processen har været lang, og undervejs gik det oprindelige entreprenørselskab konkurs, hvilket blot trak tiden yderligere ud. Siden har en dialog mellem styregruppen, Østerbroskolen og naboer også betydet, at det oprindelige projekt har ændret sig markant.

Det her sted adskiller sig fra mange andre områder ved at lægge op til aktiviteter for en meget bred brugergruppe.

Ingolf Larsen, nabo til Friheden

Naboerne Lars Nielsen (tv), Hanne Larsen og Ingolf Larsen er gået fra at være skeptiske til at være oven ud begejstrede for Friheden. Foto: Maria Glasius Lange

Fra at være et kulinarisk projekt med arbejdstitlen "Kulivers" rummer parken nu legeplads, bakker, pergola, en lille sø, højbede, kvasbunker, skaterbane, fodboldbaner og stier med frugttræer og vilde blomster.

- Det her er rigtig godt. Jeg har kun positivt at sige om det, forklarer Ingolf Larsen, der er blandt de allernærmeste naboer.

Ikke som andre græsplæner

Han var blandt kritikerne af det oprindelige projekt, hvor en scene skulle stå næsten direkte op mod hans have. Det endelige projekt kan han langt bedre se sig selv i.

- Jeg føler mig ret overbevist om, at det her kommer til at øge værdien af husene på Egevænget. Blandt andet fordi det vil tiltrække mange forskellige typer af mennesker, både børn, voksne og ældre, og det vil forhåbentlig fjerne den kriminalitet, der fandt sted herude tidligere.

Beboere på Plejecenter Oasen har også bidraget med viden om blomster og dyr. Og om hvordan de i gamle dage kunne plukke de bedste pærer fra præstens have. Foto: Maria Glasius Lange
Eleverne nyder allerede godt af den lille sø, hvor de kan fiske efter padder, haletudser og vandinsekter - og lære, at det er vigtigt at sætte dem ud igen. Foto: Maria Glasius Lange


Også Oliver Vanges fra Lokale- og Anlægsfonden er overbevist om, at skoler, kommuner og andre, der står foran etableringen af nye legepladser eller parker, vil overveje at besøge Friheden på Østerbro.

- Det her sted adskiller sig fra mange andre områder ved at lægge op til aktiviteter for en meget bred brugergruppe. Der findes græsplæner mange steder i hele landet. Men her inviteres der til leg og aktiviteter og et fællesskab, forklarer han med opbakning fra Laura Munch fra Realdania.

Hun tilføjer, at kampagnen oprindeligt hed Fællesrum - og det er det blevet.

Scene fjernet fra naboerne

Oliver Vanges roser samtidig lokalsamfundet for at have mod til at foreslå ændringer undervejs. For det kan godt ske, at et projekt er rigtigt, når det først præsenteres, men at behov og ønsker ændrer sig med tiden.

En elev fra Østerbroskolen ville gerne have klappegeder på Friheden. Det ønske kunne ikke opfyldes i første omgang, lød det fra borgmester Simon Hansen (S) i åbningstalen. Foto: Maria Glasius Lange


Kvashegnet må borgere, der besøger parken, gerne hjælpe med at vedligeholde. Meningen er, at insekter løbende nedbryder det på naturlig vis. Foto: Maria Glasius Lange

Blandt andet var ønsket fra blandt andet naboerne flere fredelige zoner med plads til eftertænksomhed. Og at de larmende aktiviteter ikke skulle stå lige op ad træerne mod naboerne. Dertil kom ønsket om mere plads til leg - særligt fra Østerbroskolen, der i løbet af processen kom til efter en skolesammenlægning.

- For os fungerer det her enormt godt, siger skoleleder Carsten Berger.

- Vi spillede ind med, at vi også gerne ville benytte parken, og at der derfor gerne måtte være nogle aktiviteter for børnene. Især søen bruger vi allerede enormt meget. Der er ikke fisk, men vi fisker efter padder og lærer børnene, at vi skal passe godt på frøerne og sætte dem ud igen.

Der er trampoliner og baner til skateboards og rulleskøjter samt basketballbaner tættest på skolen. Foto: Maria Glasius Lange

Han mener, at processen har været lige lovlig lang. Men det kan også have styrket resultatet, at man har talt frem og tilbage og fundet en stor enighed i styregruppen, tilføjer han.