Nicklas fortsatte fornem Celf-stime ved DM i Skills

Der var guldglimmer i luften, da Nicklas Veber Stryhn mandag eftermiddag blev hyldet på Celf for sin flotte sejr ved weekendens DM i Skills. Foto: Ingrid Riis

Nicklas Veber Stryhn skrev sig i weekenden ind i historien som den femte elev fra Celf, der har prøvet at vinde DM i Skills.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Der var bobler, kransekage, klapsalver, konfetti og et par taler, da en række elever og medarbejdere på Celfs afdeling på Kringelborg Allé mandag eftermiddag var samlet i kantinen for at fejre en af uddannelsesinstitutionens elever, der er ved at uddanne sig til tømrer.

Og som en af de sidste ankom manden, det hele handlede om - Nicklas Veber Stryhn fra Bjæverskov. I weekenden løb han med sejren i tømrer-kategorien ved DM i Skills i Høng-Hallen ved Kalundborg.

Han blev dermed den tredje tømrer-elev fra Celf, som i løbet af de senere år har vundet DM i Skills. Derudover har uddannelsesinstitutionen også haft to elever, som er løbet med titlen i elektriker-kategorien.

Og den nykårede vinder, som er i lære hos tømrer- og snedkervirksomheden Mester Madsen A/S i Bårse, var naturligt nok godt tilfreds med udfaldet af weekendens konkurrence.

- Fantastisk og dejligt

- Det var fantastisk og dejligt. Forhåbentlig kan det give mig en masse nyttig erfaring videre i livet. Det er blevet lidt en hobby for mig også, og så er det jo fedt at se, at det giver så meget pote, sagde Nicklas Veber Stryhn, som nyder at dedikere sig til tømrer-arbejdet.

Hans arbejdsgiver, tømrermester og indehaver Anders Madsen fra Mester Madsen, var også godt tilfreds - og kunne tilmed glæde sig over, at en af hans bygningssnedker-lærlige også vandt sin kategori ved DM i Skills.

- Det er fantastisk, men han har også kæmpet for det i flere år. Han har brugt meget tid på det, og skolen har også brugt meget tid og penge på det. Det er virkelig en god tømrerafdeling, de har hernede, lød roserne fra Anders Madsen mod Nicklas Veber Stryhn og Celf.

- Vi er endnu mere stolte af vores fag og virksomhed nu. Det betyder rigtigt meget markedsføringsmæssigt, tilføjede han.

Fra venstre mod højre ses indehaver Anders Madsen fra Mester Madsen A/S i Bårse, Nicklas Veber Stryhn, faglærer Michael Thage fra Celf og direktør Søren Vikkelsø, også fra Celf, ved det værk, som Nicklas skulle bygge og altså gjorde så godt, at han vandt DM i Skills. Foto: Ingrid Riis

De to vindere bliver i øvrigt fejret ved en reception på værkstedet i Bårse i morgen, onsdag. Det er første gang i Skills-historien, at samme firma har to vindere samme år.

Nicklas Veber Stryhns flotte sejr betyder også noget for Celf, forklarer faglærer Michael Thage, der i øvrigt også er landstræner for det danske tømrerlandshold.

- Det giver en vis respekt rundt i landet omkring os og det, vi går og laver. Vi har fået et kæmpe netværk ud af at være med i Skills - både indenfor byggeriet og på skolerne. Det betyder også, at der er nogle, som søger ned til os, fordi de har hørt godt om os, fortæller Michael Thage.

Nicklas Veber Stryhn er færdigudlært til september.

"Det giver en vis respekt rundt i landet omkring os og det, vi går og laver."

Michael Thage, faglærer, Celf

Kantinen på Celf var fyldt af medstuderende, medarbejdere og andre, som var med til at hylde Skills-vinderen. Foto: Ingrid Riis