Nu er lederen til 1,2 millioner kroner fundet: - Det er et ret stort projekt

Markedshallen på den sydlige del af havnen i Nykøbing har brug for en større renovering, før den kan blive fyldt med liv. Blandt andet skal vinduerne genskabes som originalt, og der skal muligvis også indsættes varme. Foto: Guldborgsund Kommune

Igennem en økonomisk bevilling fra Guldborgsund Kommune er det nu muligt at ansætte en projektleder til opstarten af Foreningen Markedshallen. Det besluttede Økonomiudvalget mandag.

Offentliggjort Sidst opdateret

I juni talte formand for Foreningen Markedshallen, Kasper Mogensen, ganske varmt om udsigten til at få hjælp af en projektleder. 

For det at starte en forening, der skal stå bag driften af den gamle Markedshal på havnen i Nykøbing - og en omfattende renovering af bygningen med en estimeret sum på mellem 20 og 30 millioner kroner - sker ikke af sig selv. Særligt ikke, når alle medlemmer af foreningen har jobs og et aktivt liv ved siden af.

Mandag besluttede økonomiudvalget i Guldborgsund Kommune at afsætte 1,2 millioner kroner til en to årig ansættelse af en ny projektleder.

Skal det blive en succes, tror vi ikke, at vi som kommune skal involvere os i det på sigt. Men vi skal underbygge det i opstartsprojektet.

Simon Hansen (S), borgmester, Guldborgsund Kommune

Penge fra overskud

Pengene er fundet i et overskud hos Guldborgsund Havne, oplyser borgmester Simon Hansen (S).

Egentlig skal Guldborgsund Kommune helst holde sig ud af arbejdet med Markedshallen, når driften skal op at køre, for at øge stedets chancer for at leve selv.

- Men det her handler om at understøtte dem, der nu engang vil engagere sig i foreningen, til rent faktisk at få etableret det og få udmøntet visionen, tilføjer han.

- Det er et ret stort projekt at have gang i, og der skal søges fonde (til renoveringen, red.). Vi har også en interesse i, at driften af Markedshallen bliver effektueret med de planer, der ligger nu, og derfor også få fulgt det til dørs. Skal det blive en succes, tror vi ikke, at vi som kommune skal involvere os i det på sigt. Men vi skal underbygge det i opstartsprojektet.

Lejeaftale skal opsiges

Guldborgsund Kommune oplyser, at man i øjeblikket arbejder på at beskriver rammer og opgaver for den kommende projektleder. Disse skal ligge klar i slutningen af august, hvorefter stillingen kan slås op.

Projektlederens ansættelse strækker sig over to år, og det er den tid, det forhåbentlig tager at gøre både forening og Markedshal klar til drift, siger Simon Hansen.

Det er i følge Guldborgsund Kommune målet, at Markedshallen skal istandsættes og tilbageføres til sit oprindelige udtryk via donationer fra fonde. Markedshallen er en bevaringsværdig bygning og skal bidrage med autenticitet og historie på havnefronten, der i løbet af de kommende 15 år vil gennemgå en større forvandling.

Udover at bakke op om fondssøgningerne skal projektlederen også være med til at opsige lejeaftalen på Markedshallen, så den for alvor kan tages i brug af foreningen.

Foreningens mål er at skabe aktiviteter i Markedshallen og på ungeområdet Kajen samt at arbejde med at istandsætte Markedshallen løbende.