Nu skal tomme dåser og flasker trække folk til Sakskøbing

Direktør for Sakskøbing Brugsforening Danny Barbu Hansen tog sig god tid til at fortælle de første kunder hos Panthuset Sakskøbing om de nye moderne tider hos SuperBrugsen Sakskøbing. Privatfoto

Brugsuddeler Danny Barbu Hansen forudser, at kunder op til 40 kilometer væk fra Sakskøbing vil tage turen til Søndergade for at bruge SuperBrugsens nye topmoderne pantstation.

Offentliggjort Sidst opdateret

Masser af trailere fulde af flasker og dåser fra nær og fjern vil finde vej til parkeringspladsen bag SuperBrugsen Sakskøbing.

Det forudser direktør for Sakskøbing Brugsforening Danny Barbu Hansen efter torsdagens åbning af det, der med masser af gæster og rundvisninger nu har fået det officielle navn "Panthuset Sakskøbing".

- Fidusen er, at vores nye pantstation gør, at kunderne kommer af sig selv fra Nykøbing og Maribo, uden at vi nødvendigvis skal sætte priserne ned for at lokke folk til, fortæller brugsdirektør Danny Barbu Hansen.

Han vil gerne medgive, at der er tale om et pænt sats på en maskine, der er fyldt med sensorer og finmekanik, som udelukkende kan håndtere plastikflasker og dåser med pant.

En halv million om året

- Pantstationen koster en halv million kroner i drift om året, så det er et stort sats fra vores side. Men vi kan bare se på undersøgelser, der viser, at folk i dag gerne kører op til 40 kilometer for at komme af med deres pant. Og hvis vi bare får tre procent ekstra kundestrøm, hvor hver kunde bruger 80 kroner i vores butik, så har pantstationen tjent sig selv hjem på 2,5 år, fortæller brugsdirektøren.

Som Folketidende tidligere har kunnet fortælle, har Sakskøbing Brugsforening gennem længere tid renoveret og indrettet det tidligere Læder & Sport-lokale på cirka 300 kvadratmeter med butiksvinduer ud mod Søndergade til en såkaldt super-pantstation, hvor man altså nu blot kan tømme posen eller sækken og hælde alt ned i pantstationen på én gang.

Ny superpanter

Åbningstiderne for Sakskøbings nye super-pantstation bliver fra 9 til 18 på alle åbningsdage hos SuperBrugsen, som også får mere lagerplads på det sted, hvor den gamle flaskeautomat stod placeret.

Fremover hedder det gamle Læder & Sport officielt Panthuset Sakskøbing.