Ny dyrepark hæver priserne: - Vi kan ikke køre med et underskud på syv millioner

Når Pangea Park Falster åbner dørene 8. februar, vil det blive med højere priser end i det gamle Guldborgsund Zoo og Botanisk Have. Foto: Maria Glasius Lange

Entrépriserne stiger for gæster, der vil ind i Pangea Park Falster, og det bliver dyrere at besøge parken i Nykøbing end parken i Bjæverskov.

Offentliggjort Sidst opdateret

Prisen kommer til at stige, hvis man ønsker at besøge Pangea Parks nye afdeling i Nykøbing fra 8. februar. Væsentlig er stigningen i forhold til i den forhenværende Guldborgsund Zoo og Botanisk Have. Men den er faktisk også højere end i den eksisterende park i Bjæverskov ved Køge.

Her er prisen for en voksen på 160 kroner, imens det for voksne vil koste 190 kroner at komme ind i den helt nye park.

Fakta om priserne

For børn fra tre til 11 år kommer prisen til at ligge på 110 kroner, imens børn på to år og under er gratis. Årskort koster 300 kroner for et barn og 400 kroner for en voksen.

Kilde: Pangea Park Falster

- Den nye park er større og vil rumme flere dyr og aktiviteter end den anden, forklarer Mark Vogel til Folketidende.

- Vi er nødt til at hæve prisen, for vi kan ikke køre med et underskud på syv millioner kroner, som kommunen gjorde tidligere. Men vi vil til gengæld levere et helt andet produkt, tilføjer han.

Læs også: Det har kostet flere millioner, men nu er eksotiske dyr flyttet ind i ny dyrepark

Blandt andet forklarer han, at parken generelt har virket mindre, end den egentlig er, fordi en stor del af området ved søerne var så tilvokset, at det ikke kunne bruges af gæsterne.

Han håber derfor, at gæsterne vil opleve, at de får noget for pengene - og mere, end de måske gjorde før.

- Vi har en klar målsætning om, at stedet her kan forrente sig selv i løbet af det første år.