Her er forklaringen: Ny rundkørsel forsinkes

Første etape af den nye rundkørsel bliver forsinket et par måneder. Arkivfoto.

Byggeriet af den nye rundkørsel ved Gåbensevej i Orehoved bliver forsinket, oplyser Vejdirektoratet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er kedeligt nyt fra Vejdirektoratet til de trafikanter, der færdes i og omkring Orehoved på det nordlige Falster.

Første etape af den nye rundkørsel, som er ved at blive etableret på Gåbensevej i forbindelse med byggeriet af den nye Storstrømsbro, bliver nemlig forsinket.

Vejdirektoratet oplyser i en kort pressemeddelelse onsdag, at "forsinkelsen skyldes en kombination af en langsom opstart af anlægsarbejdet foruden et usædvanligt vådt efterår."

Første del af rundkørslen skulle ifølge planen have været færdig her i november, men nu forventer Vejdirektoratet først, at den står klar til brug i slutningen af januar.

- Den langsomme opstart af arbejdet er ikke tilfredsstillende, og Vejdirektoratet har påtalt dette overfor vores entreprenør. Entreprenøren har nu fået god fremdrift i arbejdet men dog med forsinkelse på grund af den store mængde nedbør, der er faldet i den sidste måneds tid, skriver Vejdirektoratet i pressemeddelelsen og beklager samtidig forsinkelsen.

Hele rundkørslen skal efter planen stå færdig i løbet af 2024. Det er brokonsortiet SBJV, der udfører arbejdet i forbindelse med byggeriet af den nye Storstrømsbro. Den nye rundkørsel, der altså anlægges for enden af Gåbensevej, skal erstatte den hidtidige ved den gamle Storstrømsbro.