Opråb efter første åbningsdag: Vi mangler p-pladser og bedre skiltning

Dennis Netsov (til venstre) og Marc Vogel, ejere af Pangea Park, fik 5.000 gæster på åbningsdagen.  Foto: Anna C. Møhl

5.000 gæster på åbningsdagen. Ejerne af Pangea Park varsler endnu flere gæster til store sommer-arrangementer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ejerne af Pangea Park, brødrene Marc Vogel og Dennis Netsov, så helt rigtigt, da de på åbningsdagen lørdag havde indforskrevet en række YouTubere, som fik besøgstallet til at gå amok. På bare to timer var 4.000 gæster gået ind i dyreparken.

Pangea Park Falster

  • Guldborgsund Zoo og Botanisk Have skiftede ejer 1. november 2024 og hedder nu Pangea Park Falster.
  • Grunden ejes af Guldborgsund Kommune, som den har været i 130 år. Marc Vogel og Dennis Netsov, som ejer Pangea Park, har overtaget lokaler og indhegninger for at kunne åbne endnu en dyrepark.
  • Den zoologiske have var en del af en besparelse, der skal frigøre syv millioner kroner årligt til kommunen.
  • Parken rummer mindst 18 anlæg og voliere. Dertil kommer dyrepasserskur, foderhus, flere grønne områder og legepladser, et kreativt værksted, et vaskeri og en lille café.
  • Arealet er på cirka 46.600 kvadratmeter.

Køen var lang - faktisk blev den målt til en kilometer langs Østre Allé og ind på Industrivej - og det stemte fint overens med Marc Vogel og Dennis Netsovs bud på, at 5.000 gæster ville komme på besøg i løbet af hele åbningsdagen.

Vi vil jo ikke genere vores naboer.

Dennis Netsov, medejer af Pangea Park

Bedre skiltning

De mange gæster satte spotlys på flere logistiske problemer.

Mens mange stod i kø for at komme ind i dyreparken, blev der udvist lidt for stor kreativitet for at parkere på de nærliggende villaveje.

Den situation er brødrene ikke glade for. Antallet af parkeringspladser i området kan slet ikke følge med. Og da slet ikke, når der skal være et stort arrangement på en varm sommerdag, hvor der ventes at komme endnu flere gæster.

- Til sommer bliver det endnu vildere med endnu flere gæster, så vi skal have løst problemet med flere parkeringspladser. Vi vil jo ikke genere vores naboer, siger Dennis Netsov.

Skaber liv i byen

Brødrene mener, at når dyreparken skaber liv i Nykøbing, må det være lokalpolitikerne, der håndterer de parkeringsudfordringer, som følger med.

Men det er ikke kun manglen på parkeringspladser, som der skal rettes op på. Der mangler skiltning, som viser, hvor Pargea Park ligger. Kun på Vesterskovvej ved Østre Allé, hvor parken ligger, står der ZOO på et vejskilt.

Marc Vogel fortæller, at han blev ringet op af nogen, der havde misset en afkørsel og ikke kunne finde dyreparken.

- Vi er nødt til at få skiltet bedre, siger han og vil også gerne have skiltning på motorvejen ligesom Krodille Zoo.

Altså den slags skilte som Vejdirektoratet kalder brune turistoplysningstavler.