Politiet er fortsat ubøjelig i sag om juleoptog: - Det er ubegribeligt
Her er det Lampemanden alias Ole Lysholdt, der endnu engang sørger for et fantasifuldt indslag i Sakskøbings store juleoptog. Det skete - som så ofte før - med folk på ladet i gåtempo rundt i byens gader. Arkivfoto: Kim Møller Pedersen
Kim Møller Pedersen, FT
Juleudvalget i Sakskøbing Handelsstandsforening arbejder ihærdigt på at få en fortsat dispensation fra de gældende regler om paradekørsel, og nu satses der på en helt ny opstået mulighed.
Ingen nye argumenter er lig med ingen dispensation fra de gældende regler til at have børn på ladet.
I hvert fald ikke hvis det gælder i forhold til at have børn med på ladet undervejs i Sakskøbings 97 år gamle tradition med store juleoptog.
Sådan lyder konklusionen fra Jan Herluf Petersen fra juleudvalget i Sakskøbing Handelsstandsforening oven på de seneste ugers korrespondance med Politiets Administrative Center (PAC) i Holstebro.
- For mig er det fortsat ubegribeligt, at man hellere vil have børnene til at gå ved siden af en trailer eller et køretøj med fare for, at de måske bøjer sig ned efter en karamel, end at have dem siddende på et lad under opsyn. Men jeg har ikke flere argumenter, end dem jeg allerede har afleveret, siger Jan Herluf Petersen.
Tidligere har den mangeårige frontmand for juleriet i Sakskøbing forklaret i Folketidende om, hvordan der over for PAC er fremført argumenter om, at landsdelens største juleoptog ikke kan køre hurtigere, end et tambourkorps kan gå.
Alligevel skal de medvirkende køretøjer ifølge gældende lovgivning om paradekørsel være godkendt til at kunne køre 80 kilometer i timen med personer på ladet. Det kræver blandt andet en meterhøj afskærmning hele vejen rundt i siderne af det pågældende køretøjs lad.
Når vogntoget er godkendt, skal den pågældende deltager efterfølgende kontakte Jan H. Petersen for at få adressen til PAC i Holstebro, som så skal give endegyldig tilladelse til, at vogntoget må deltage i det 90 minutter lange juleoptog i Sakskøbing.
Foreløbig cirka 25 vogne
Vi kører under alle omstændigheder med 24-25 vogne, som er det, der foreløbig er meldt til
Jan Herluf Petersen, juleudvalget hos Sakskøbing Handelsstandsforening
- Det har aldrig før været så svært at få en godkendelse, og vi har tidligere kunnet få dispensation hos PAC i Holstebro. Men måske er der alligevel en ny udvej for os, som vi nu arbejder hen imod. Vi kører under alle omstændigheder med 24-25 vogne, som er det, der foreløbig er meldt til. Der skal nok komme flere, når vi begynder at ringe rundt for at rykke folk. Udfordringen er naturligvis den, at der er en del, som ikke rigtig ved, hvilken vogn de må bygge deres indslag op omkring på grund af de skærpede regler for at køre med børn på ladet, lyder det fra Jan H. Petersen.
Sammenligner med Pride
Den omtalte "nye udvej" er, at Jan H. Petersen i sidste uge henvendte sig til Færdselsstyrelsen for at høre, om der ikke herfra kunne gives en dispensation fra de senere års nye regelsæt, der giver udfordringer i forhold til at fortsætte traditionen med børn på lad i 90 minutters paradekørsel gennem Sakskøbings gader.
- Hos Færdselsstyrelsen ville juristen gerne have tilsendt noget materiale på sagen, og det er sendt afsted. Umiddelbart blev vi mødt af en meget positiv indstilling i forhold til at opnå en dispensation fra reglerne om paradekørsel. Jeg henviste til Pride-paraden i København, hvor man også ser mennesker på ladet af en lastbil køre forbi en masse mennesker uden en meterhøj afspærring i siderne af ladet. Oven i købet er nogle af deltagerne ikke helt ædru, og så giver det slet ingen mening, at vi i et juleoptog i Sakskøbing ikke må have børn siddende på et lad, så de kan kigge ud på de mange glade mennesker gennem en afspærret by i 90 minutter, fortæller Jan H. Petersen.
Han forventer svar fra Færdselsstyrelsens jurist i løbet af denne uge.
Om paradekørsel
- Det kræver politiets tilladelse at køre med personer på ladet af varebiler, lastbiler og traktorvogntog, eksempelvis i forbindelse med et optog eller en parade.
- Der ansøges om tilladelsen via Politiets Administrative Center i Holstebro, og det er her, at juleoptoget i Sakskøbing sidste år for første gang skulle indsende registreringsnummer og stelnummer på hvert enkelt køretøj og eventuelle påhængskøretøj, der deltog i årets juleoptog.
- De seneste to år har juleoptoget kørt på dispensation fra reglerne om paradekørsel, så der fortsat kunne køres med børn på lad efter eksempelvis en gammel traktor uden ekstra godkendelse af hvert enkelt køretøj i forhold til at kunne køre med personer på et lad op til 80 kilometer i timen.