Sætter vild rekord: Den største brugs i hele landet

Kasserne hos SuperBrugsen i Sakskøbing blev fredag i sidste uge passeret af en lind strøm af kunder, der tilsammen købte varer for rekordmange penge. Privatfoto

Fredag i sidste uge blev den største dag nogensinde i SuperBrugsen Sakskøbings historie, hvor den lokale butik målt på omsætning for en dag blev landets absolut største af sin slags.

Offentliggjort Sidst opdateret

En fredag i sidste uge går over i historien. I hvert fald hos SuperBrugsen i Sakskøbing. Her nåede man ganske enkelt en omsætningsrekord for en dag lydende på næsten en million kroner. Eller som brugsuddeler og direktør Danny Barbu Hansen formulerer det:

- Vores toplinje den 30. august nåede knap syv cifre. Det betød, at vi med afstand blev den største superbrugs i Danmark i fredags inklusive dem i eksempelvis Århus, Nordsjælland og faktisk dem allesammen.

27.000 sodavandsdåser

Hvad der helt præcist endte med at give omsætningsrekorden for en dag blandt alle landets brugser, kan Danny Barbu Hansen godt give nogle helt konkrete bud på.

Vi solgte blandt andet 800 poser kaffe

Danny Barbu Hansen, brugsuddeler hos SuperBrugsen Sakskøbing

- Vi solgte blandt andet 800 poser kaffe, 250 kilo hakket kød, 750 Blue Keld-vand, 400 Sneakers/Mars is, 1600 Kærgården, 27.000 dåser sodavand, 14.000 flasker øl, 1016 Capri Sonne, 300 Irma-rejer, 800 kakaomælk, 450 kilo kylling strimler/spyd, 320 Ota Solgryn, 1080 Dolmio, 1380 vådservietter og meget mere, lyder opremsningen fra brugsuddeleren i forhold til det høje samlede omsætningstal.

Sidste uges landsrekord kommer ikke ud af det blå, da der gennem længere tid nøje er planlagt hen mod at toppe tidligere tiders omsætninger.

Travlhed på en fredag

SuperBrugsen Sakskøbing havde sørget for at få husstandsomdelt 14.000 lokalaviser på Lolland, som kun gælder i SuperBrugsen Sakskøbing. 

Derudover blev der kørt kampagne på "Ja tak amok" via SuperBrugsen Sakskøbings facebookside med nye "ja tak"-tilbud hver halve time onsdag og torsdag mellem klokken 06-20 begge dage. 

Disse tilbud kunne kun hentes fredag og gav denne dag i sidste uge en omsætning alene på 372.000 kroner i "ja tak amok"-fredag. Alt i alt nåede omsætningen fredag ifølge Danny Barbu Hansen tæt på en million kroner, og det blev samtidig landsrekorden for en brugs.

Ambitiøse delmål

- Sidste år satte ledergruppen og jeg os ned hjemme hos mig og udfærdigede vores 2030-plan. I den forbindelse satte vi os nogle ret ambitiøse delmål, så hver afdeling vidste, hvor vi skulle løbe hen, forklarer Danny Barbu Hansen om baggrunden for det, der endte med at blive en dagsomsætningsrekord i sidste uge.

En del af forklaringen på sidste uges omsætningsrekord skal også findes i, at der med brugsuddelerens ord har været udpeget nogle dage i løbet af året, hvor man har troet på, at det måske kunne lade sig gøre at nå den tidligere omsætningsrekord. I år er der seks dage, som er peget ud, og til næste år er der peget 9-10 dage ud ifølge Danny Barbu Hansen.

Havde ikke regnet med det

Selv er Danny Barbu Hansen taget på ferie i det sydfranske lige for tiden, og her var det forståeligt nok en meget tilfreds brugsuddeler, som Folketidende havde i røret. Brugsuddeleren er selvsagt meget tilfreds med personalets indsats på rekorddagen, og med brugsuddeleren og direktøren ombord igen kan der nu jages endnu flere omsætningsrekorder resten af året og måske endnu en markering af at være landets største brugs målt på omsætning.