Skole udvider: - Dejligt med udvikling i landdistrikterne

Der er brug for mere plads på Skovby Friskole, og derfor planlægger man nu en udvidelse. Arkivfoto: Anders Knudsen

Kommune inviterer til borgermøde om udvidelsen af skole - en udvidelse, der høstede gode ord under byrådsmøde.

Offentliggjort Sidst opdateret

NØRRE ALSLEV: Skovby Friskole skal fremtidssikres. Det besluttede Guldborgsunds byråd ved det seneste møde 19. maj.

Men inden der træffes beslutninger om, hvad og hvor der må bygges, hører man meget gerne fra medborgere, som har lyst til at bidrage til planlægningen.

Derfor holder Guldborgsund Kommune et borgermøde torsdag 2. juni klokken 17.00 på Skovby Friskole. Det forventes at slutte inden klokken 19.00.

Under byrådsmødet lød der flere positive tilkendegivelser fra blandt andre Guldborgsundlistens Milad Rajabi, som glæder sig over, at der også er udvikling i landdistrikterne og ikke kun i Nykøbing:

- Som formand for trafiksikkerhedsudvalget glæder det mig også, at der tages højde for den øgede trafik, og jeg håber, at man fortsætter med det i lokalplanen.

Politikere bør deltage

Han håber i øvrigt, at kommunens teknik, klima og miljøudvalg vil tage imod invitationen fra skolen, så politikerne kan se, hvad der sker på skolen:

- Det giver os et større indblik i sagen, og så kan det være rigtig sundt at komme lidt ud af rådhuset.

Vi borgerlige glæder os over, at privatskolerne er i gang med at udvide. Og jeg støtter helt sikkert det med at komme ud at se tingene. Inden vi går videre med projektet, kan det være rart at vide mere om det.

Paw Hallandson, Nye Borgerlige

Også fra Nye Borgerliges Paw Hallandson var der støtte til at udvide skolen:

- Vi borgerlige glæder os over, at privatskolerne er i gang med at udvide. Og jeg støtter helt sikkert det med at komme ud at se tingene. Inden vi går videre med projektet, kan det være rart at vide mere om det.

Hvad er behovet for fremtidssikring?

Under borgermødet vil man blive vist rundt, høre om skolens behov for fremtidssikring og få mulighed for at fortælle, hvad skolen og kommunen skal være opmærksom på i planlægningen.

Der vil både være repræsentanter fra Guldborgsund Kommune og Skovby Friskole til stede på mødet.

Af hensyn til planlægningen af arrangementet skal man tilmelde sig via kommunens hjemmeside.

Her kan man logge ind med brugernavn skovby2022 og adgangskode skovby2022.