Socialbevidst kok er ny forpagter på familiecamping

Mike Thrysøe er klar med flere nye tiltag til den kommende højsæson. Foto: Anne Katrine Petersen

Mike Thrysøe driver allerede restaurant og selskabslokaler ved Marielyst Familiecamping. Men i denne sæson skal han lave andet end mormormad.

Offentliggjort Sidst opdateret

BØTØ: Siden 2021 har Mike Thrysøe været at finde i restaurantlokalerne på Marielyst Familiecamping. Her serverer han gedigen mormor-mad i restaurantlokaler, der kan rumme 56 gæster.

Pr. 1. januar har han forpagtet selve campingpladsen.

- Jeg har jo ingen erfaring med det, men jeg havde været her i nogle år nu og især sidste år hjalp jeg en hel del. Da den tidligere forpagter ikke ville mere, spurgte ejerne mig og så blev det sådan, siger Mike Thrysøe. Han tilføjer:

- Vi har egentlig hænderne fulde med restauranten, hvor det går rigtig godt. Vi synes bare, det er fedt. Det er en livsstil og ikke et 7-4 job. Det er skide sjovt.

Det er en livsstil og ikke et 7-4 job. Det er skide sjovt.

Mike Thrysøe, kok og forpagter på Marielyst Familiecamping

Nede på jorden

I øjeblikket har Mike Thrysøe ikke ansatte til at hjælpe med at drive campingpladsen, for der er netop et vi. Hans kone Tina Ulrich og en voksen søn er også med til at skabe rammerne for campinggæsterne.

- Fastliggerne hjælper også gerne til og dem er der kommet en del af indenfor den sidste måned, tilføjer Mike Thrysøe.

Hvilket præg vil du gerne sætte på campingpladsen? 

- Jeg vil gerne have, at det er en plads som er nede på jorden. Et sted med plads til alle. Det er ikke et krav, at man skal deltage i de sociale arrangementer, men det er en mulighed og det skal være en mulighed. Både for dem der er på pladsen og for lokale. Noget alle kan være med i.

I sin tid med restauranten 'Thrysøes Kokkerier' har Mike Thrysøe haft øje for udsatte. Forleden holdt han konfirmation for et ungt menneske, der kæmper med ensomhed og hvert andet år fejrer han og familien jul for dem, som ikke har nogen at fejre jul med.

- Det er bare sådan, vi er som familie. Lige siden børnene var små har vi også samlet ind. Sådan er vi selv opdraget og sådan opdrager vi vores børn.

Dropper problematisk badeland

Forrige sommer forsøgte den tidligere forpagter at få det aldrende badeland op at køre igen. Det lykkedes aldrig og det er heller ikke på tapetet for den kommende sæson, fortæller Mike Thrysøe.

- Nej, vi har hyret et legeland med personale, som kommer til at fylde over halvdelen af parkeringspladsen. Der bliver både noget til større børn og til de 0-5 årige. Og så har vi aftalt med en bager, at han kan være i køkkenet på de tidlige morgener, hvor vi alligevel ikke bruger det. Brødet kan både spises her og tages med. Og så kommer vi til at lave en grillbar i kiosken.

Hvordan tegner sæsonen så?

- Rigtig fin, vi er ikke booket op, men det ved jeg ikke, om vi nogensinde bliver. Det er jo en kæmpe plads. Men hvem ved måske om nogle år?

Hvis det skal lykkedes er det i hvert fald en god idé at folk har de rette forventninger, når de besøger campingpladsen og til dét har han en central pointe.

- Jeg vil gerne understrege, at det er en naturgrund, ikke en golfbane. Jeg har haft en gæst, som klagede over at frøerne vækkede ham om morgenen, men her er naturen altså vigtig og det er ikke femstjernet luksus, siger Mike Thrysøe og tilføjer, at han i øvrigt har planer om at udvide dyreholdet på pladsen. Udover får, grise og kaniner håber han nemlig at skaffe nogle geder.