Socialdemokratiet Guldborgsund erkender nederlag i sommerhus-sagen

Socialdemokraternes gruppeformand, Katrine Burmann, forklarer partiets beslutning om ikke at ville nedrive poolsommerhusene. Privatfoto

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIELYST FERIEBY: Socialdemokratiet i Guldborgsund erkender nederlag i poolhus-sagen. Det sker i en pressemeddelelse, som gruppeformand Katrine Burmann har udsendt onsdag eftermiddag.

Her forklarer hun baggrunden for sagen. At byrådet ved byrådsmødet i januar i år vedtog at sætte beslutningen fra 15. april 2021 om at igangsætte en ny lokalplan i bero, til der forelå en ny juridisk vurdering af byretsdommen fra 17. november 2021. Forslaget blev fremlagt, da man ønskede en "second opinion" i forhold til at afdække byrådets handlemuligheder i forhold til sommerhusenes fremtid.

På den baggrund anmodede kommunen 23. februar 2022 Sirius Advokater om ”en vurdering af byretsdommens rækkevidde og konsekvenser for byrådets handlemuligheder i forhold til en lovliggørelse efter afgørelsen fra Planklagenævnet i januar 2021. Som en del af denne vurdering anmodes om en vurdering af, om byrådsbeslutningen fra den 15. april 2021 om retlig lovliggørelse nu kan ændres til en beslutning om fysisk lovliggørelse i form af påbud om nedrivning af sommerhusene".

Byretsdommen understregede, at kommunen skulle lovliggøre projektet, ligesom kommunens beslutning 15. april 2021 om retlig lovliggørelse var berettiget. Sirius Advokater er derved enig i den vurdering, der tidligere er foretaget.

Tvunget til lokalplan

Og så skriver Katrine Burmann:

"Byrådet i Guldborgsund har nu modtaget notatet fra Sirius Advokater og erkender, at det trods en stor ærgrelse for os i Socialdemokratiet, men i særdeleshed for kommunens borgere, ikke er muligt at fuldføre en nedrivning af sommerhusene, som har været Socialdemokratiet Guldborgsunds ønske siden Planklagenævnets afgørelse. Et flertal i det tidligere byråd stemte i 2020 for byggeriet trods adskillelige advarsler om, at byggeriet ikke overholdt daværende lokalplan. Socialdemokratiet forsøgte dengang at få byrådet til at udarbejde en ny lokalplan for området, inden byggeriet gik i gang. Det blev vi desværre nedstemt på".

Og hun fortsætter:

"Socialdemokratiet har hele vejen igennem denne sag været imod at bygge store sommerhuse lige der. En ny lokalplan skulle været igangsat for længe siden, og det er langt fra vores drømmescenarie, at vi nu skal igangsætte en proces med en ny lokalplan, hvor vi med tvang er nødt til at forme en lokalplan med udgangspunkt i de store sommerhuse. Men når vi bliver nødt til at leve med dem, må vi gøre det, med de bedst mulige betingelser"-

Rigtig ærgerlige

I notatet fra Sirius Advokater pointeres det, at der gælder en klar hovedregel om, at en forvaltningsmyndighed ikke kan ”ombestemme” sig og tilbagekalde begunstigende forvaltningsakter, fordi der er opstået et nyt politisk flertal i en kommunalbestyrelse. Ved ikke at standse byggeriet, da Planklagenævnet kom med sin afgørelse, og ved at give ibrugtagningstilladelser har man sikret sig, at det jævnfør byretsdommen og de juridiske vurderinger er umuligt at ændre efterfølgende.

- I Socialdemokratiet er vi rigtig ærgerlige over denne her sag. Hvis man i januar 2020 havde taget imod vores fremstrakte hånd om at lave en ny lokalplan for området, så havde vi ikke stået i denne her situation. I Socialdemokratiet undrer vi os fortsat over, at det skulle gå så stærkt med at få bygget de 10 sommerhuse, at man ikke ville sikre sig, at det gik ordentligt til. Specielt med tanke på de massive advarsler, hele byrådet på daværende tidspunkt fik om, at lokalplanen ikke gav mulighed for at bygge de store sommerhuse. Socialdemokratiet Guldborgsund har, efter at have modtaget nævnte notat, gennemgået notatet med eksperter på området. Her er det vurderet, at sagen ikke vil blive omstødt i landsretten. Derved vil udgifter dertil, være penge ud i luften, skriver hun på vegne af byrådsgruppen og konkluderer:

"Med andre ord, så vil vi, hvis vi fortsat fastholdt vores ønske om at rive husene ned, blot igangsætte endnu en ulovlig handling. Det kan vi trods alt ikke være bekendt. Selvom det på alle måder er dybt ærgerligt for os, og ikke mindst for borgerne i Guldborgsund Kommune, at nogle i udgangspunktet ulovligt opførte sommerhuse skal få lov til at blive stående".