Stående bifald til vinterrevyen: - Det var herligt åndssvagt

Premieren på årets vinterrevy i Nykøbing fandt sted torsdag aften for et indbudt publikum, som morede sig herligt, hvis man skal dømme ud fra reaktionerne i salen. Foto: Nykøbing Falster Revyen

Keld Heick var en af de premieregæster, som var meget begejstret over Nykøbing Falster Revyens vinterrevy, der havde premiere torsdag aften.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der var vist ikke nogen blandt premierepublikummet til Nykøbing Falster Revyens vinterrevy, der gik skuffede hjem efter premieren på Nykøbing F. Teater torsdag aften.

Flere gange i løbet af forestillingen skyllede højlydte grin og taktfaste klapsalver op mod scenen, og en af dem, der havde en rigtig fornøjelig aften, var Keld Heick.

Den kendte musiker havde som tidligere omtalt her på sitet rejst sig fra sygesengen for et par uger siden ovenpå en ordentlig gang influenza, så et godt grin var lige, hvad han trængte til - og det fik han.

- Jeg grinede, som jeg ikke har gjort længe. Det var herligt åndssvagt. Alle de sjove typer, de laver. Det var sjovt hele vejen igennem. Herligt, sagde han.

Og hustruen Hilda var ligeså begejstret. Hun var også imponeret over så meget nyt materiale, der var med.

- Det var bestemt ikke genbrug alt sammen. Der er blevet arbejdet med tingene, konstaterede hun med et smil.

- Mega god

En anden, der også var imponeret, var danseren Katrine Bonde.

- Jeg synes, den var mega god. Det var lige, hvad man havde brug for. Det var sjovt og virkelig dejligt. Og så bliver jeg som tidligere danser i Vild med dans nødt til at fremhæve Vild med dans-nummeret. Det var virkelig spot on, sagde hun.

Katrine Bonde vender i øvrigt tilbage til revyen senere på året, når hun skal være koreograf på sommerrevyen.

Tidligere revydirektør Flemming Krøll var også tilfreds med det, han så.

- Det var fint afviklet og et i et godt tempo. Men jeg var overrasket over, at nummeret med thaipigen kom. Det var jeg selv med til at lave i 2003, og det havde jeg ikke regnet med at se igen, men jeg synes, det er fint, at det får en renæssance, sagde han om et af numrene.

Revydirektør Mickey Pless, der selv medvirkede i enkelte numre, var også meget tilfreds efter premieren.

- Det gik rigtig godt. Folk var virkelig glade - og det er jo det her, det skal være: Sjov og ballade, og det synes jeg, at vi lykkedes med, forklarede han.