Stor plan for havn er i høring: Rummer boliger, kulturhus og nye p-pladser

Høringsplan 230 er nu mulig for borgerne at kommentere og reagere på. Høringsperioden slutter 17. december. Illustration: Guldborgsund Kommune

Nye boliger, Bastebrohuset, Bropladsen, klimasikring, parkeringshus og bevaring er nogle af de emner der indgår i den lokalplan for havnen i Nykøbing, som netop er sendt i høring.

Offentliggjort Sidst opdateret

Forslaget til den første lokalplan for udviklingen af havnen i Nykøbing er nu sendt ud til borgerne, og det er lidt af en milepæl, meddeler borgmester Simon Hansen (S).

Lokalplanen er første skridt mod at sætte gang i en række store punkter, som skal give liv og aktiviteter i det nye havneområde. Blandt andet Bastebrohuset; et nybyggeri på 8.500 kvadratmeter, som skal rumme Museum Lolland-Falster, bibliotek, Billedkunstskolen samt kontorer og en museumscafé, samt Bropladsen, som skal ligge ved siden af.

Selvom etableringen af boligerne ligger lidt ude i fremtiden, oplever vi allerede nu interesse for at komme på venteliste til de kommende boliger,

Nina Munk, projektleder for havneudviklingen

Lokalplanen rummer også 65-75 boliger i form af byhuse, rækkehuse og etageboliger samt Sukkerhallen, der skal laves til parkeringshus. Dertil kommer en omdannelse af vejen Havnepladsen, stier gennem havnens kommende byrum og en bevaring af den fredede bygning Vejerboden.

- Vi kommer godt omkring med denne første lokalplan, og det er en vigtig begyndelse på hele udviklingen af havneområdet, siger Simon Hansen (S).

- Helhedsplanen viser visionen for hele havnen, og nu tager vi fat i det mere konkrete arbejde, som skal bane vejen for en realisering.

Læs mere om planerne for den nye bydel her: Ny bydel på vej: Nu er kunsten at undgå døden for den gamle | folketidende.dk

Ny plads bliver knudepunkt

Forslaget til lokalplanen behandler også klimasikring, og der skal etableres en klimasikringskote på +2,5 meter, som sikring mod stormflod og stigende vandhøjde.

Guldborgsund Havneby

  • Hvad er en helhedsplan:

En helhedsplan er et værktøj til at skabe overblik over kommende anvendelser for et område. Områdets muligheder, og udfordringer bliver set i sammenhæng, og en lang række tekniske, økonomiske og samfundsmæssige forhold bliver prioriteret i forhold til hinanden. Alle disse overvejelser munder ud i en samlet plan - en helhedsplan.

  • Hvornår skal udviklingen foregå: 

Realiseringen af helhedsplanen vil foregå over de kommende 10-15 år.

  • Hvor skal udviklingen foregå: 

Helhedsplanen for havnen i Nykøbing dækker hele erhvervshavnsområdet. Fra slagteriet i syd til siloen i nord. Det er en strækning på i alt 1,4 km. 

Det område, som helhedsplanen dækker, er kommunale arealer. De virksomheder, der ligger på havnen, vil over de kommende år fraflytte.

Kilde: Guldborgsund Kommune

- Når vi vil bygge på en havn, er det selvfølgeligt vigtigt at vi har styr på klimasikringen. Derfor er klimasikring i form af diger og forhøjninger, der bygges ind i landskabet, også noget af det lokalplanen beskriver, forklarer Nina Munk, som er projektleder for havneudviklingen.

Hun tilføjer, at Bastebrohuset og Bropladsen er spændende elementer at arbejde med. Arbejdet med Bastebrohuset varetages af kolleger på rådhuset, men Bropladsen, som ligger i forbindelse med kulturhuset, er hun med til at realisere.

Spændende udfordring

- Det bliver en spændende udfordring at arbejde videre med. Den skal kunne rigtig mange ting. Pladsen skal være et rart sted at opholde sig og slentre, men den er også et vigtigt knudepunkt, der skal binde byen sammen med vandet, og samtidig binde Sundby og Nykøbing sammen, når cykel-gangbroen etableres, siger hun.

Høringsperioden for lokalplanen løber frem til tirsdag 17. december, hvorefter alle høringssvar samles i en hvidbog. Den sendes til politisk behandling og endelig godkendelse i byrådet.

Selvom lokalplanen kun lige er sendt i høring, er der allerede efterspørgsel på en del af de 65-75 boliger, som skal etableres på det midterste stykke af havnen i Nykøbing.

P-hus med plads til 500 biler

Boligerne skal ifølge planen være et mix af en etageboligblok og rækkehuse. Og enkelte af disse boliger kan få en beliggenhed helt ud til kajkanten, forklarer projektleder Nina Munk. Der lægges helt konkret op til to små tætte bebyggelser med fælles haverum mod vandet.

- Selvom etableringen af boligerne ligger lidt ude i fremtiden, oplever vi allerede nu interesse for at komme på venteliste til de kommende boliger, der får en meget smuk placering.

Parkeringsmulighederne er også en del af lokalplanen. Sukkerladen kan omdannes til parkeringshus, som med nye indskudte etagedæk kan rumme op til 500 biler, og samtidig planlægges også p-pladser til de nye boliger tæt omkring dem.

Ved Uno-X-grunden over for Sukkerladen vil der blive plads til 150 biler, da en lille grund ved siden af kan inddrages. Dertil kan der laves en p-plads med 28 pladser, ligesom der omkring boligerne kan laves 40 p-pladser.