Store projekter: Renoverer boliger for 179 millioner kroner

Etageejendommen på Vestensborg Allé skal blandt andet skiftet undertaget og får i den forbindelse lagt nye tagplader på. Derudover skal døre og vinduer skiftes, oplyser Nykøbing F. Boligselskab. Foto: Maria Glasius Lange

En stor del af de almene boliger under Nykøbing F. Boligselskab er taget under kærlig behandling af håndværkere. I alt renoverer boligforeningen for cirka 179 millioner kroner frem mod 2026.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Et enormt, overdækket stillads omgiver lige nu Nykøbing F. Boligselskabs ejendom på Vestensborg Allé, hvor håndværkere over de næste cirka måneder vil skifte blandt andet tag og undertag, døre, vinduer, tagrender og let facadebeklædning.

Og arbejdet med at få skiftet især døre og vinduer går igen i en stor del boligselskabets afdeling 5, herunder  ejendommene på Slotsgade, Gl. Toldbod, Bruunshaab, Staldgaarden, Søhusstræde og Grønttorvet, som nu alle skal sikres til fremtiden.

Ønsker beboerne det, kan de også få sat et nyt køkken i, som de afdrager på igennem huslejen.

De nævnte boliger er alle samlet under det, der i boligforeningen går under navnet Afdeling 5, og her løber de samlede udgifter for renoveringsarbejdet op i 31 millioner kroner.

Ville gerne mere bæredygtighed

Dorte Jørgensen, som i snart et år har været direktør for boligselskabet, har forsøgt at gøre projekterne så bæredygtige som muligt ved at genbruge nogle af byggematerialerne. Men det er en svær disciplin, siger hun, for juridisk er mange ting uafklaret i forhold til genbrug af byggematerialer.

Hun håber, at det at renovere på en mere bæredygtig måde bliver langt nemmere inden for en nær fremtid. For det er et stort fokus hos den nye direktør - især når så stor en bygningsmasse skal sikres til fremtiden, eller når der i fremtiden skal bygges nye boliger.


Renoverer 284 boliger

På Holger Brodthagensvej er boligselskabet også i gang med at renovere. Her blev et omfattende renoveringsarbejde på 284 boliger indledt 14. maj, og det forventes færdigt i oktober 2026.

Arbejdet med at renovere i alt 284 almene boliger på Holger Brodthagensvej i Nykøbing begyndte i maj 2024 og er planlagt til at slutte i oktober 2026. Foto: Jakob Poulsen

Første etape består af 84 boliger, hvor blandt andet svalegangen, taget, tagrender samt døre og vinduer skal udskiftes. Herefter følger tre resterende etaper, hvor der skal renoveres stort set det samme. Afdelingen består af etageejendomme med svalegang, ældreboliger, rækkehuse i to plan samt selskabslokale.

Alt i alt er der udgifter for cirka 148 millioner kroner.

Totalrådgiver på renoveringsarbejdet ved Holger Brodthagensvej er Friis Andersen, imens Bo-Hus er hovedentreprenør.