"Vi er tossede med kulturturister!" – Lolland-Falster går all in
Deltagerantallet var rekordhøjt ved årets netværkstræf i Guldborgsund Billedkunstråd. Delvist fordi at temaet var kulturturisme - et tema, som et stigende antal kommuner har fokus på i disse år. Foto: Maria Glasius LangeMaria Glasius Lange
Kulturturisme er ikke længere forbeholdt de veluddannede og velhavende. Mere end halvdelen af de udenlandske turister, der besøgte Lolland og Falster i år, er kulturturister. Og det tal skal øges markant, lyder det fra turistindustrien.
De kommer for at spise på restauranterne, besøge gallerier på de små øer, de overnatter i Knuthenborg, beundrer Dodekalitterne, tager på kunstmuseum eller til en koncert og handler lokale øl og keramik direkte fra værkstederne.
Og i takt med at der tilbydes flere oplevelser, så tager turisterne glædeligt imod dem.
Kulturturismen er for alvor blevet en ting på Sydhavsøerne, og det er værd at gribe den, for der er både potentiale og penge i den. Det forklarer Lindy Kjøller, destinationschef i Visit Lolland Falster.
- Vi er tossede med kulturturister, udbryder han.
Derfor vil man, formentlig også som lokal, opleve, at kulturen allerede til næste år markedsføres endnu mere end i år. Det er allerede sket med helsidesannoncer i blandt andet Dagbladet Børsen, men det rækker i høj grad også ud over landets grænser.
Annonce
De fleste kommer for at opleve naturen. Men vi hører dem ofte sige, at vi da skulle have sagt, at de kunne opleve så meget hernede.
- Selvom den tyske økonomi er dårlig for tiden, så vil tyskerne gerne rejse. De skal bare være sikre på, at de får et ordentligt produkt. Og det ved mange allerede, at de får her.
Stor interesse for temaet
54 procent af de udenlandske turister, der besøger kyst- og naturområder i Danmark, som Lolland og Falster kategoriseres som, er kulturturister.
For de danske turister gælder det for 31 procent.
- De fleste kommer for at opleve naturen. Men vi hører dem ofte sige, at vi da skulle have sagt, at de kunne opleve så meget hernede, for så ville de være blevet lidt længere. Derfor vil vi især arbejde med at skabe ruter og inspirationsguides til de forskellige målgrupper, så de kommer omkring flere steder, forklarer Lindy Kjøller.
Han var torsdag aften med ved Guldborgsund Billedkunstråds årlige netværkstræf for netop at tale om kulturturisme. Og her var deltagerantallet i år rekordhøjt, forklarer kulturkonsulent i Guldborgsund Kommune Julie Damgaard Nielsen.
Godt nok var der en snestorm sidste år, som forhindrede en del i at komme. Men interessen har været meget stor, siger hun.
- Mit bud er, at det er temaet. Kulturturisme fylder mere og er noget, mange gerne vil være opmærksomme på, forklarer hun.
Begejstret udlandsdansker
Men billedkunstrådet er også blevet mere opsøgende i forhold til kunstnere, der flytter til landsdelen. Derfor er der i det hele taget også kommet flere nye medlemmer i løbet af de seneste to år.
Annonce
En af dem er en udlandsdansker, der har tilbragt de seneste 30 år i blandt andet London.
Hun ønsker ikke sit navn i avisen. Men hun vil gerne fortælle, at hun er flyttet til det nordvestlige Falster og især er begejstret for Projekt 4850 i Stubbekøbing.
- Det projekt er alt for fedt, fordi de favner så bredt. Danh Vo er jo kendt verden over. Jeg kan godt lide de store nutidsprojekter, der vokser op for tiden.
Højkulturel fællesspisning
Og netop 4850 - siloprojektet på havnen i Stubbekøbing - blev præsenteret ved mødet på Fuglsang Kunstmuseum torsdag aften af Kim Rahbek.
Selvom det taler til turisme ligesom andre store tårne - vi nævner bare Skovtårnet, Rundetårn og Eiffeltårnet, så er det et sted, der skal vokse nedefra og op. Og det er det allerede blevet, forklarer han.
- Lokale borgere mangler forsamlingshuset, som man havde i gamle dage. Og vi mangler kroen, som er nedlagt. Man savner et sted, hvor man kan holde barnedåb, bryllup og begravelser. Vi har allerede haft flere fællesspisninger i lokalerne omkring Danh Vo's udstilling. Og vi har haft et genbrugsmarked, hvor bøjlerne hang direkte på trækonstruktionen.
Kim Rahbek er formand for Business Lolland Falster og én af idémændene til Projekt 4850 - siloen i Stubbekøbing, der skal blive til et 50-60 meter højt tårn i fremtiden. Foto: Maria Glasius LangeMaria Glasius Lange
På sigt er det planen, at professor, forsker og biolog i biodiversitet på Københavns Universitet Karsten Rahbek (som ikke er i familie med Kim Rahbek, vel at bemærke) flytter et antal studerende til Stubbekøbing og tilbyder besøgende at komme op i toppen af det 50-60 meter høje tårn.
Her skal man ved hjælp af kunstig intelligens og ny teknologi kunne opleve landskabet, som det vil se ud ved forskellige scenarier. For eksempel hvis vandstanden stiger yderligere.
Seneste artikler
Se billederne: Da bjørnene blev sluppet løs i Bjørneskoven
Tidligere tv-vært Gregers Dirckinck-Holmfeld er død - 93 år
Allan Blak langer ud efter partitoppen i Dansk Folkeparti
Forældre i opråb om massive rotteproblemer på skole: - Det er ikke rart at vide, at mit barn render rundt i en rotterede
To cirkusser, to jubilæer og masser af løjer
Mest læste artikler
Nu indtager de Bjørneskoven
Vinden rusker: Fraråder vindfølsomme køretøjer
Diskoteksåbning hænger i en tynd tråd: - Vi er dødafhængige af det
Nyt museum i nakskov åbner med fjord-oplevelser
Ældreformand: Rystende besparelser