Annonce
Guldborgsund

Victorias hjertetur til nordlyset

En rejse i autocamper til Nordkap med familien var Victoria Riber Rasmussens største ønske, som nu er opfyldt. Foto: Anders Knudsen

Make a Wish opfyldte hjertesyge Victoria Riber Rasmussens ønske.

ESKILSTRUP Inden Victoria Riber Rasmussen var fyldt to år, stod hendes hjerte stille 20 gange.

En medfødt hjertefejl lagde hende på operationsbordet første gang som etårig, hvor den lille pige fik skiftet sin egen utætte hjerteklap med en klap fra en kalv.

Narkose og operationsstuer har siden været en tilbagevendende følgesvend i den nu 14-årige Victorias liv som hjertebarn.

Ni gange er hun opereret. Og der kommer flere.

- Det bliver ved. Jeg bliver ikke rask. Men så længe operationerne kan hjælpe mig med at overleve, kæmper jeg videre, fortæller Victoria Riber Rasmussen.

Lørdag eftermiddag var hun til julefest i Hjerteforeningens Børneklub på Eskilstrup Skole, hvor æbleskiver, julemusik og dans om træet var et kærkomment afbræk i en hverdag med udmattende sygdom.

En særlig gæst ved festen var Ingeborg Rudolf fra den velgørende forening Make a Wish, der kom for at overraske Victoria Riber Rasmussen, mens hun julehyggede med sine venner i børneklubben.

Make a Wish opfylder ønsker for børn, der lider af en livstruende sygdom, og Victoria havde helt tilbage i januar ønsket sig en rejse til Nordkap sammen med sin familie.

To operationer og et skoleår med syv måneders fravær på grund af sygdom har siden fyldt Victoria Riber Rasmussens tanker og hverdag, så hun havde næsten glemt, at der lå en ansøgning i hendes navn hos Make a Wish.

Derfor var overraskelsen stor, og tårene stod helt oppe i øjnene på teenageren, da hun pludselig var festens centrum og fik overrakt sin gave: 14 dages rejse med autocamper til Nordkap til sommer i selskab med forældre og tre af hendes otte søskende.

I ventetiden kan Victoria Riber Rasmussen hygge sig med at bygge den autocamper i lego, som også var en del af gaven.

- Jeg har altid drømt om at se nordlyset ved Nordkap, som jeg har set på en computerskærm. Det bliver helt fantastisk at se det i virkeligheden, fortæller Victoria, da hun har sundet sig en smule oven på overraskelsen.

Hendes hverdag er præget af træthed. Og det går ud over hendes skole.

- I 7. klasse var jeg rigtig meget væk fra skolen, og jeg var meget bekymret for, om jeg kunne rykke op i 8. klasse. Det gik, fordi jeg har kæmpet for at følge med derhjemme, fortæller Victoria Riber Rasmussen, der måtte have endnu en ny hjerteklap i begyndelsen af året.

Kalve-hjerteklappen var blevet stiv, og den blev erstattet af en klap fra en 18-årig organdonor.

Endnu en operation måtte hurtigt derefter til for at give Victoria en ny pacemaker, som er en lille, batteridrevet elektronisk maskine, som hele tiden overvåger Victorias hjertets aktivitet.

Og sætter ind, hvis hjertet sætter ud igen.

Det er svært for Victoria Riber Rasmussen at dele sine oplevelser med hjertesygdommen med sine skolekammerater.

- De kan jo bare høre om, hvordan jeg har det. Det er svært for dem at forstå det rigtigt.

Til gengæld forstår de andre børn i Hjerteforeningens Børneklub det hele.

- De har det jo ligesom mig. Så det er her, jeg har mine bedste venner.

Make a Wish Danmark opfylder ønsker for børn mellem 3 og 18 år med livstruende sygdomme.

Foreningen, der tidligere hed Ønskefonden, har cirka 500 medlemmer og har indtil nu opfyldt over 1.800 ønsker i Danmark.

Hvis man har et barn, der kan komme i betragtning, kan man søge om at få opfyldt et ønske på hjemmesiden www.makeawish.dk.

Hjerteforeningens Børneklub er vigtig for Victoria Riber Rasmussen, fordi vennerne der forstår hinanden. Lørdag holdt klubben julefest på Eskilstrup Skole. Foto: Anders Knudsen
  • En rejse i autocamper til Nordkap med familien var Victoria Riber Rasmussens største ønske, som nu er opfyldt. Foto: Anders Knudsen
  • Hjerteforeningens Børneklub er vigtig for Victoria Riber Rasmussen, fordi vennerne der forstår hinanden. Lørdag holdt klubben julefest på Eskilstrup Skole. Foto: Anders Knudsen
Annonce
Brand i Nykøbing Hallerne
112

Hal-brand i Nykøbing: Nu er mysteriet løst

Guldborgsund

Helt unik ejendom til salg: Nu kan den blive din

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Helt unik ejendom til salg: Nu kan den blive din

Brand i Nykøbing Hallerne
112

Hal-brand i Nykøbing: Nu er mysteriet løst

Lolland

Lukker efter akut behov: Sikkerheden skal være i orden

Lokal nyt

TV 2 gir lov til alle: Nu kan der være fodboldbrag på alle barer

Guldborgsund

Hun gik ind i kampen for at redde zoo - men Camilla jubler ikke over redning

Sport

Kaptajnen bliver på broen mindst et år mere

112

10-årig hjalp kraftigt blødende mand: - Han er en hverdagshelt

EM i fodbold

Vildt mange skal til Tyskland: Nu tager Scandlines konsekvensen

Sport

Stor interesse for Mark O.-stævne: - Fænomenalt

Kultur

Hjerteproblemer holder Lisbet Dahl ude af Tivolirevyen

Vejret

DMI skruer op: 30 grader på Lolland

Indland

Aftaler med naboen er med til at forhindre indbrud i ferien

Lægehus lukker

Regionspolitiker: Førsteprioritet er at finde en læge der vil overtage praksis

Sport

Danmark slider sig videre ved EM med nervøs nulløsning

Udland

Nu er det afgjort: Her er Natos næste generalsekretær

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Var engang landets største: Nu åbner de i gammel grisestald

Nakskov

Spektakulært syn: Kan ses og høres på lang afstand

Indland

Kunstig intelligens kan hjælpe læger med at opdage brystkræft

Politik

Messerschmidt trækker DF ud af klimalov efter aftale om CO2-afgift

Sport

Stort problem løst - NFH henter målvogter i Champions League-klub

Udland

Flere dræbte under voldsom demonstration i Kenya

Lokal nyt

Danmarks grønneste strøm trækker investeringer til Lolland-Falster